Ole
Krarup bliver også i det udvidede EU-parlament ene om at repræsentere
Folkebevægelsen mod EU. Nummer 2 på Folkebevægelsens liste blev
Enhedslistens nuværende folketingsmedlem Søren Søndergård,
der dermed er førstesuppleant til parlamentet. Andensuppleanten er Ditte
Staun, og på trediepladsen kom Majbritt Berlau.
- En indenrigspolitisk dagsorden overskyggede det danske søndagsvalg, som mange EU-modstandere ignorerede. Men den konsekvente modstand lever fortsat og styrkes, siger Ole Krarup i en kommentar til valget.
Folkebevægelsen udraderet
spåede meningsmålinger forud for EU-parlamentsvalget. Selv efter
valgresultatet beviste det modsatte, erklærede bl.a. SFs Holger K.
Nielsen, at EU-modstanden er død. Men trods en tilbagegang på 2,1
pct., så bevarede Folkebevægelsen mod EU sin plads i EU-parlamentet
med 5,2 pct. af stemmerne.
- Den lave stemme procent har været helt
afgørende for tilbagegangen. Det er derfor sandsynligt, at unionsmodstandere
har stemt med fødderne. Blandt dem der gik hen og stemte, var der alligevel
14 pct. der stemte på bevægelserne og ca. 16 pct. der stemte på
partier, som er EU-kritiske. Påstanden om at unionsmodstanden eller -kritikken
er afgået ved døden er derfor en stærk overdrivelse, udtaler
Ole Krarup fra Folkebevægelsen mod EU og fortsætter:
- Det
lykkedes for ja-partierne at sætte en indenrigspolitisk dagsorden for valget
med en kamp mellem især de to store partier om den nationale regeringsmagt,
som EU-parlamentet ikke har indflydelse på. Fokus blev fjernet fra den reelle
dagsorden: Nemlig den EU-grundlov, som EUs regeringsledere skal forhandle
på plads om få dage. Den EU-grundlov. som får afgørende
indflydelse på EU-parlamentets fremtidige rolle og arbejde. Den EU-grundlov,
som fjerner magten på afgørende områder fra Folketinget og
de nationale parlamenter. Det er meget beklageligt ikke mindst ud fra et
demokratisk synspunkt.
- Vi har ikke haft de samme millioner at føre
kampagne med, som de øvrige partier har. Alligevel holdt vi bevarede vi
Folkebevægelsens ved dette valg. Det sidste halve års klare medlemsfremgang,
som vi fortsat mærker her efter valget, viser at EU-modstanden faktisk styrkes.
Det gør den i hele Europa med gode valgresultater for EU-kritiske partier
og lister i bl.a Storbritannien, Tjekkiet og Sverige. Og den seneste meningsmåling
i Norge viser klart flertal for, at vores nordiske naboland ønsker at forblive
ude af EU, konstaterer Ole Krarup.
Netavisen 14. juni
2004