-
Vi har frie hænder til en bred tværpolitisk indsats for det stærkest
mulige nej til EU-grundloven og god kontakt til nordisk EU-modstand, udtaler medlem
af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU Ole Krarup. Junibevægelsens
gruppe IND/DEM har optaget hhv. det italienske Liga Nord og det græske Laos
- reaktionære og racistiske partier.
Folkebevægelsen mod EUs
medlem af EU-parlamentet, professor Ole Krarup, fortsætter som associeret
medlem af parlamentsgruppen GUE/NGL,
som i dag er blevet konstitueret i Bruxelles.
- Vi beklager, at det ikke
muligt for os i Folkebevægelsen på vores tværpolitiske og ikke-racistiske
grundlag at indgå i den eneste anden gruppemulighed, gruppen Uafhængighed
og Demokrati. Vi føler os desværre ikke trygge ved forholdene i denne
gruppe. Det skyldes ikke mindst, at gruppen rummer nogle medlemmer med markant
intolerante og yderligtgående holdninger, forklarer Ditte Staun fra Styrelsen
i Folkebevægelsen mod EU.
- Tilknytningen til GUE/NGL giver en tilgang
til og samarbejdsmulighed med de finske og svenske venstrepartier, som udgør
den mest konsistente unions- og forfatningsmodstand i Sverige og Finland. Nyvalgte
Eva-Britt Svensson kommer for eksempel fra den svenske nej-bevægelse, oplyser
Ole Krarup.
Folkebevægelsen mod EUs parlamentsmedlemmer har
været tilknyttet GUE/NGL siden juni 2002, hvor Folkebevægelsen brød
med EDD-gruppen og Jens-Peter Bondes politiske kurs for et reformeret EU - i modsætning
til egentlig EU-modstand.
- Siden da har vi haft en aftale med GUE/NGL,
der respekterer vores tværpolitiske grundlag og ikke binder os til et politisk
program. Aftalen giver fuld selvbestemmelse over politiske beslutninger og stemmeafgivning
i parlamentet.
- Gruppetilknytningen forhindrer os ikke i at søge det bredest mulige samarbejde med EU-modstandere i andre grupper, forklarer Ole Krarup og nævner bl.a. Folkebevægelsens indsats i det europæiske EU-kritiske netværk TEAM, der rummer over et halvt hundrede organisationer fra 23 lande og som især arbejder for en afvisning af EU-grundloven ved kommende folkeafstemninger.
JuniBevægelsen samarbejder i den nye samling i Europaparlamentet med både det italienske højreparti Lega Nord og det græske Laos. Begge partier er blevet anklaget for bl.a. fremmedfjendskhed.
Lega Nords leder, Umberto Bossi, har tidligere været nødt til at trække diskriminerende udtalelser tilbage. Partiet støtter Berlusconi-regeringen. Det græske Laos blev af Helsinki Komitéen i 2002 betegnet som et 'fremmedfjendsk, populistisk parti'.
Ifølge dagbladet Information
siger Jens-Peter Bonde, der er blevet formand for IND/DEM-gruppen:
- Vi skal
jo ikke være enige med Lega Nord om indenrigspolitik. Vi skal være
enige med dem om f.eks. bekæmpelse af en EU-forfatning, og der er vi enige.
IND/DEM omfatter primært 'EU-kritiske' partier og bevægelser -
dvs organisationer, der ligesom Junibevægelsen ikke går ind for deres
lands udtræden af Unionen.
Jens-Peter Bonde tilføjer, at der
under forhandlingerne om gruppedannelser var forsøg på at danne en
selvstændig gruppe blandt de såkaldte ikke-tilknyttede
partier såsom franske Le Pens parti Front National, belgiske Vlaams Blok
og Jörg Haiders østrigske Frihedsparti.
- De manglede nogle få
mandater, og det ville have været en katastrofe, hvis vi havde fået
sådan en selvstændig gruppe i parlamentet. Derfor gjorde vi alt, hvad
vi kunne for at få så mange som muligt ind i vores gruppe, siger taktikeren
Jens-Peter Bonde.
Netavisen 22. juli 2004