- Det er - demokratisk set - helt uaccceptabelt, at den samlede procedure vedtages af den ene part i sagen, nemlig ja-siden, udtaler Ole Krarup fra Folkebevægelsen mod EU
Statsminister Anders Fogh Rasmussen afviser, at lade
Folkebevægelsen mod EU og JuniBevægelsen deltage i drøftelser
om tidspunkt og procedure for den kommende folkeafstemning om EU-grundloven.
Fra
regeringens side sigter vi mod en aftale med de partier, der ønsker at
anbefale et ja til traktaten ved den kommende folkeafstemning. Jeg finder det
mest naturligt, at drøftelserne finder sted mellem de partier, der er repræsenteret
i Folketinget, hedder det i et brev, som statsministeren har sendt til de
to bevægelsers medlemmer af EU-parlamentet Ole Krarup og Jens-Peter Bonde.
- På jævnt dansk: Regeringen konsulterer kun ja-partierne. Nej-partierne og de folkelige bevægelser holdes udenfor, konstaterer Ole Krarup og fortsætter:
- Der er intet overraskende i, at ja-partierne sætter alle sejl til for at få folkelig opbakning til den kommende EU-grundlov. Men det er - demokratisk set - helt uaccceptabelt, at den samlede procedure vedtages af den ene part i sagen, nemlig ja-siden. Statsministeren forvandler Grundlovens demokratiske proces til en magtdemonstration. Regeringen lægger op til en demokratisk parodi.
Statsministerens brev er et svar på en fælles henvendelse fra
de to bevægelser, hvor de to parlamenstmedlemmer ønskede inddragelse
med ordene:
Vi finder det naturligt, at de to tværpolitiske
bevægelser Folkebevægelsen mod EU og JuniBevægelsen,
som begge repræsenterer nej-sigere i alle partier og som er indvalgt i Europa-Parlamentet
af danske vælgere inddrages i disse diskussioner om såvel procedure
som dato på lige fod med de partier, der er repræsenteret i Folketinget.
Netavisen 23. august 2004