Home

EU vil ødelægge de europæiske havne

Mindre end et år efter nederlaget til de europæiske havnearbejdere er EU-kommissæren tilbage i angrebet på overenskomster og arbejdsmiljø. Det nye forslag tegner til at være endnu værre, siger Ole Krarup fra Folkebevælgelsen mod EU.

November 2003 faldt EU-kommissionens forslag om det såkaldte havnedirektiv, da et lille flertal i EU-parlamentet forkastede forslaget efter længere tids konflikt såvel i EU’s bygninger som i de europæiske havne.

I forbindelse med konflikten rejste Folkebevægelsen mod EU’s medlem af EU-parlamentet, Ole Krarup, bl.a. en række spørgsmål for havnearbejderne, og lykønskede dem efterfølgende ved sejren med et råd om fortsat at være på vagt:

- Tidligere har kommissionen ikke accepteret nederlag, så sejren er ikke sikret 100 pct. for havnearbejderne. De bliver nødt til at fortsætte arbejdet mod EU-lovgivning, udtalte han.

28. juli i år – kun otte måneder senere - vendte kommissæren for energi og transport, Loyola de Palacio, tilbage med et nyt forslag.

- Det gamle forslag ville have betydet, at arbejde med at losse og laste skibe i de europæiske havne var blevet stillet frit, så rederne selv kunne have valgt, hvem der skal gøre det – uden hensyn til kvalifikationer, overenskomster og arbejdsforhold. Det nye forslag tegner til at være endnu værre, udtaler Ole Krarup, som vender sig utvetydigt imod forslaget.

Netavisen 23. september 2004