Ifølge forlydender i pressen skal
regeringen og oppositionen være blevet enige om, at den danske folkeafstemning
om EU-grundloven skal finde sted til september.
- Det giver mindre end
et halvt år til den nødvendige oplysning og demokratiske debat. Og
sommerferien tager flere uger fra denne periode, så datoen er ikke acceptabel
ud fra et demokratisk standspunkt, udtaler Ditte Staun som er talsperson for Folkebevægelsen
mod EU.
- Det er ufatteligt, hvis ikke politikerne tager ved lære
af fiaskoen ved den spanske folkeafstemning, hvor mindre end halvdelen af befolkningen
deltog, kun hver tredie vælger stemte ja og langt de fleste vælgere
ikke vidste, hvad de stemte om, siger Ditte Staun og tilføjer:
-
En fair folkeafstemning kræver tid - mindst et halvt år. Og ikke hen
over en sommerferie. Det kræver demokratiske forhold, hvor alle parter har
lige muligheder for at komme til orde. Folkebevægelsen opfordrede vælgerne
til at kræve dette af politikerne ved folketingsvalget.
- Vi ønsker,
at EU-grundloven husstandsomdeles, så alle får mulighed for at læse
den. Vi kræver husstandsomdeling af en valgavis, hvor alle parter kommer
til orde. Og vi kræver en ligelig og retfærdig fordeling af statens
støtte til oplysningsaktiviter ved folkeafstemningen, udtaler Ditte Staun
og fortsætter:
- En af årsagerne til, at nogle ja-politikere
ønsker hurtig afstemning, er frygten for påvirkning fra et britisk
nej i foråret 2006. Men vi har tidligere foreslået, at den danske
afstemning holdes samtidigt med den britiske. På den måde får
landenes afstemninger ikke indflydelse på hinanden, hvilket må være
mere demokratisk.
Også Borgerinitiativet Ja til Europa
Nej til EU-forfatning ønsker en samtidig afstemning i UK og Danmark.
-
Vi kræver fair folkeafstemning, og at Danmark stemmer samtidigt med Storbritannien.
Vi vil ikke have en udemokratisk folkeafstemning, som den man har afholdt i Spanien,
udtaler Helge Rørtoft-Madsen, præst og medlem af koordineringsgruppen
i Borgerinitiativet Ja til Europa Nej til EU-forfatning.
- Den spanske folkeafstemning viste, at den spanske regering var ligeglad med hvorvidt der var en saglig oplysning og debat forud for en så vigtig politisk afgørelse, som folkeafstemningen om EU-forfatningen. Det store flertal blev hjemme, og et endnu større flertal kendte ikke EU-forfatningens indhold. Det er jo en skandale. Vi ønsker ikke en spansk farce i Danmark. Borgerinitiativet Ja til Europa Nej til EU-forfatning stiller derfor tre klare krav op til den kommende danske folkeafstemning:
1. At den offentlige økonomiske
støtte bliver fordelt ligeligt mellem ja- og nej-siden efter forbillede
fra den svenske ØMU-folkeafstemning.
2. At der bliver udarbejdet og
uddelt en husstandsavis om EU-forfatningen med lige plads til ja- og nej-siden.
3. At alle vælgere kan få et eksemplar af EU-forfatningen, således
at de kan læse hvad der står i den i god tid før de skal tage
stilling. Den kan enten sendes direkte hjem til vælgerne eller deles gratis
ud på posthusene, udtaler Helge Rørtoft-Madsen.
- Vi mener
også at det vil være mest fair, hvis afstemningen afholdes samtidig
med den britiske. Dermed undgår vi at en dansk eller britisk folkeafstemning
kan spilles ud mod hinanden til fordel for den ene eller anden side, understreger
Helge Rørtoft-Madsen.
Netavisen 23. februar 2005