Folkeafstemning kom an! lyder overskriften på løbeseddel, som Ditte Staun og aktivister fra Folkebevægelsen mod EU deler ud kl. 16.30-17.30 på Amager Torv
Folkebevægelsen mod EU tager det med sindsro, at statsminister
Anders Fogh Rasmussen efter alt at dømme i disse timer får de øvrige
ja-partiers opbakning til en dato for folkeafstemningen, der tegner til at finde
sted i september.
- Vi så gerne, at vælgerne får mere tid
til debat, og at afstemningen falder samtidigt med den britiske. Men vi er klar
til at tage kampen nu, siger Ditte Staun, talsperson for Folkebevægelsen
mod EU, der går i aktion fra første kampagnedag. Sammen med aktivister
fra Folkebevægelsen går hun på gaden med løbesedler og
EU-grundloven i dag kl. 16.30-17.30 på Amager Torv i København.
- En så tidlig afstemning kræver, at tiltrædelsesloven hastes igennem folketinget - i skyggen af de ca. 150 lovforslag, der udgør grundlaget for den omfattende kommunalreform, som vil udfylde forårets politiske debat-rum. Den grundige demokratiske debat om EU-grundloven kan så foregå i sommerferiens agurketid, udtaler professor dr.jur. Ole Krarup, som er medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU.
- En tidlig afstemning vil give ja-partierne alle fordele. Ikke nok med at ja-partierne har stjålet halvdelen af nej-bevægelsernes kampagne-penge (som de gjorde i december); nu vil de også stjæle tiden til grundig debat om, hvad EU-grundloven vil komme til at betyde for danskerne.
Tyveriet af EU-kritikernes tid og
penge afslører en betydelig desperation hos ja-siden. En senere afstemning
anses for risikabel. Men deres manøvrer vil ikke hjælpe
dem!
- I Folkebevægelsen mod EU er vi overbevist om, at danskerne ikke
behøver lang tid til at gennemskue den politiske virkelighed bag den ordrige
"Forfatning for Europa". Bag EU's og de danske medløberes verbale
vinduespynt vil danskerne let kunne konstatere, at den kommende EU-grundlov slet
og ret er et afgørende skridt på vejen til en politioprustet og militariseret
EU-supermagt, der vil beherske det danske samfund på alle områder
og helt ned til den mindste detalje; at Danmark vil blive et lille amt i en EU-stat,
hvis stormagt-ambitioner på afgørende punkter undergraver de nordiske
værdier, siger Ole Krarup og tilføjer:
- I modsætning
til ja-partierne stoler Folkebevægelsen på danskernes demokratiske
dømmekraft!
Vi er parate Bare kom an!
Netavisen 28. februar 2004