Folkebevægelsen mod EU og JuniBevægelsen har markeret den brede folkelige opbakning til appel om folkeafstemning til regeringen og Folketinget. I morgen beslutter politikerne på Christiansborg om de ønsker afstemningen
I morgen – tirsdag den 8. april – er anden og sidste behandling af to lovforslag om folkeafstemning om Lissabon-traktaten på dagsordenen i Folketinget, hvor også selve ratificeringen af traktaten bliver diskuteret.
I den forbindelse har Folkebevægelsen mod EU og JuniBevægelsen i dag afleveret 40.438 underskrifter på en appel, der opfordrer regeringen og Folketinget til at udskrive en traktat-afstemning. De to bevægelser havde inviteret Statsministeriet og samtlige partier i Folketinget til at tage imod, og repræsentanter for Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, SF, Konservativt Folkeparti og Enhedslisten mødte frem og tog imod.
- Alle meningsmålinger viser et stort flertal for folkeafstemning – ikke kun i Danmark, men i stort set alle EU-lande. Vores underskriftsindsamling er et symbolsk udtryk for dette ønske fra et flertal af befolkningen, udtalte medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU Søren Søndergaard ved overrækkelsen.
- En af de nye ting i Lissabon-traktaten er, at befolkningen kan få sat en sag på EUs dagsorden, hvis der på EU-plan indsamles en million underskrifter. Nu er reglen jo ikke trådt i kraft, og man kan komme med mange vurderinger af, hvad den egentlig er værd, når det kommer til stykket. Men det ændrer ikke ved, at det svarer til ca. 10.000 underskrifter i Danmark, sagde Søren Søndergaard, da han overrakte underskrifterne, og fortsatte:
- Derfor var vores mål at indsamle 10.000 underskrifter som en symbolsk markering af ønsket om folkeafstemning. Men reaktionen har været meget positiv, og derfor vi i dag aflevere over 40.000 underskrifter. Med disse underskrifter vil vi sende jer en opfordring til, at I påtager jer ansvaret for folkestyrets fremtid og i morgen sikrer, at den danske befolkning får mulighed for at stemme om Lissabon-traktaten.
Netavisen 7. april 2008