På weekendens EU-topmøde i Stockholm fastholdt stats-og regeringscheferne
planen for at udvikle EU til en økonomisk supermagt - til verdens mest
konkurrencedygtige økonomi inden år 2010.
EU-topmødet besluttede at fremskynde liberaliseringen af finans-og kapitalmarkedet.
To nye komiteer under økofin-rådet skal sikre en kick-start. Herunder
udarbejdelsen af en ny EU- lovgivning, der skal sikre det fælles finansmarked.
Liberaliseringen af luftrummet og flytrafikken ventes helt afsluttet på
det kommende topmøde i juni i Göteborg, mens lovgivningen omkring
liberaliseringen af EU's postvæsner afsluttes i slutningen af året.
Et direktivforslag om liberalisering af al post over 150 gram sættes allerede
nu i værk.
Også energimarkedet blev behandlet. Her er målet en fuld liberalisering
for erhvervslivet i 2003 og for almindelige forbrugere i 2005. En konkret tidsfrist
for liberaliseringen af el-og glasmarkedet i EU blev sløjfet af sluterklæringen
fra topmødet.
For de 14 millioner officielt arbejdsløse i EU lande var der kun dystre udsigter at hente. EU's stats-og regeringschefer lovede flere arbejdspladser forudsat en økonomisk vækst på mindst 3 pct. i EU-landene, hvilket de godt selv ved ikke holder. Som udtryk for EU's sociale holdning skal arbejdsløsheden fortsat nedbringes via intensivering af tvangsordningerne på det 3. arbejdsmarked. Aktiveringsordningerne skal yderligere strømlinjes til erhvervslivets behov. Den danske arbejdsminister Ove Hygum tog allerede i sidste uge forskud på det med sine udmeldinger herom.
EU-landenes pensionssystemer vil blive taget op til viderebehandling på
det kommende topmøde i Göteborg.
Spørgsmålene om fælles asylregler og sikring af import af
billig højtkvalificeret arbejdskraft fra landene udenfor EU blev udskudt
til topmødet i Laeken i Belgien i december i år.
Mødet i Stockholm kostede de svenske skatteydere 70 mill. svenske kroner.
I et forsøg på at overbevise det svenske nej-flertal om, at de
var givet godt ud, havde det svenske formandskab opstillet storskærme
på Centralbanegården i Stockholm, hvor topmødets udvikling
kunne følges.
Den svenske statsminister Göran Petterson har forsøgt at gøre
'større åbenhed og gennemsigtighed' i EU til en af formandskabets
mærkesager. Det skal dog ikke forstås mere alvorligt, end han netop
har godkendt et forslag om, at EU-landene fremover selv kan bestemme, hvilke
dokumenter der må komme til offentlighedens kendskab og under hvilken
form.
Netavisen, 25. marts 2001