Bybusserne i Odense og renovationen blev i weekenden inddraget i park- og
vejarbejdernes strejke, der nu løber på anden uge i protest mod
Odense Kommune og de planlagte nedskæringer og forringelser af deres arbejdsforhold.
Dermed er konflikten fortsat og optrappet.
Man vil simpelthen ikke betale gildet for omstruktureringen af Park og vej-væsenet
i Odense Kommune. Prisen for at få fjernet det underskud, der er opstået
på Park og Vejs budget via fyringer og forringede arbejdsforhold.
Et underskud, der hænger sammen med, at Park og Vej-afdelingen nu skal
køre som en virksomhed, der indgår kontrakt med Odense Kommune
om at løse opgaverne med oprydning af gader og parker mv. på såkaldt
markedsmæssige vilkår.
Fredag morgen genoptog de strejkende park og vejarbejdere deres strejke efter,
skønt de torsdag var gået i arbejde som en form for imødekommenhed
over ledelsen af Park og Vej for at afprøve et løfte om konkrete
forhandlinger omkring de planlagte nedskæringer indenfor Park og Vej.
Viljen til fortsat strejke er tilstede, oplyser de strejkendes talsmand Lars
Jørgensen. Han forklarer, at strejken er blevet genoptaget, fordi forhandlingerne
med ledelsen torsdag brød sammen, da ledelsen ikke var indstillet på
realitetsforhandlinger. De strejkende mente simpelthen, at de var blevet lokket
i arbejde med falske forventninger om, at nu blev der indledt konkrete forhandlinger.
Samtidig besluttede de strejkende at udvide konflikten for at vise, at de mener
deres kamp alvorligt.
Lørdag morgen den 5. maj kl. 06.30 lavede man samtidig med busblokade
blokade ved renovation for at hindre skraldemændene i at køre ud
og samle renovation ind. Kl. 11.00 besluttede renovationen at sende alle skraldemænd
hjem. Bybusserne kom først ud at køre hen ad formiddagen - efter
at politiet havde opløst den fredelige blokade.
En strejke, som i weekenden udvidedes med blokaden af bybusserne og med renovationsblokaden.
Netavisen 7. maj 2001