Den 7. juni skal både irere og englændere til valg. Henholdsvis afstemning om Nice-traktaten og parlamentsvalg. Men selvom datoerne først kom i går, efter at mund- og klovsyge-epidemien er erklæret for overvundet, har valgkampen været i gang længe begge steder.
Irland er det eneste land, som holder afstemning om Nice-traktaten. Men afstemningen
får ikke direkte karakter af et ja eller nej til Nice - men i stedet til
en forfatningsændring, der vil tillade en ratifikation af traktaten fra
Nice. Dermed forbedres chancerne for et ja. Der er betydelig og voksende modstand
mod Unionen i Irland, der traditionelt er et af de mest EU-positive lande.
I Danmark har både Nyrup-regeringen og det borgerlige regeringsalternativ
afvist en folkeafstemning med det urigtige argument, at Nice-traktaten ikke
betyder ny suverænitetsafgivelse.
Samtidig vokser modstanden mod forbundsstat EU overalt i medlemslandene. I Østrig viser en opinionsundersøgelse, at 65 procent af de østrigske vælgere afviser den tyske forbundskansler Gerhard Schröders plan om at gøre kommissionen til en egentlig EU-regering og skabe et parlamentarisk tokammersystem efter tysk model.
I England er Unionsmodstanden massiv - og De Konservative søger at tage patent på den i et forsvar af borgerlige klasseinteresser. Tony Blairs New Labour-regering forventes at vinde klart.
Netavisen 9. maj 2001