Det danske Nej til euro'en sidste år er langt væk - det irske Nej
til Nice er allerede ved at gå i glemmebogen. I al fald forbereder den
svenske statsminister Göran Persson svensk overgang til euro.
Sverige vil være med i ØMUen i 2005, siger Göran Persson,
der først vil udskrive folkeafstemning, når han er sikker på
at vinde!
Det fremgår af et interview i den svenske avis Finanstidningen.
Ifølge Persson vil regeringen kort efter et kommende valg foretage en vurdering af situationen og timingen for en afstemning og indtræden i ØMUen. Den skal bedømme, om Sverige opfylder kravene for tilslutning til ØMUen. Persson vil have at svensk økonomi skal være på omdrejningshøjde med ØMU-landene, at de offentlige finanser skal være stærke og lønudviklingen holdes i ro en konjunkturperiode igennem. Indtil nu mener Persson, at disse kriterier opfyldes.
Den svenske socialdemokrat forventer at indførelsen af euro'en som en
konkret seddel og mønt vil bevirke et stemningsomsving til fordel for
deltagelse i ØMUen og afskaffelsen af den svenske krone.
- Hvis starten bliver god, så tror jeg, at vi kommer med, siger
Persson. Kommer det til at fungere godt, som vi tror det gør, så
vil vi være med fra 2005.
Persson har hermed lagt sig på linje med den engelske Toni Blair, som
også afventer en gunstig lejlighed for at få de skeptiske englændere
sluset ind i euroland.
Netavisen 10. august 2001