Socialistisk Folkeparti vil repræsentere EU-modstanderne i det nye forfatningskonvent
med den ene af de to pladser, Danmark har - og som statsminister Fogh Rasmussen
har været så venlig at overdrage til et af folketingets EU-kritiske
partier.
Samtidig har partiformand Holger K. Nielsen meddelt, at SF aldeles ikke er et
Nej-parti, men et parti, som er for Den europæiske Union og det meste
af dens væsen.
Deri har han opbakning fra hovedparten af partiets 40 mand store hovedbestyrelse.
- Befolkningen har en opfattelse af, at vi er et modstanderparti. Det vil
være klogt, hvis man på næste landsmøde laver en kort
politisk erklæring om, at vi er et entydigt tilhængerparti,
siger den tidligere SFU-formand Pia Olsen.
Hvordan befolkningen så har fået denne fejlagtige holdning, er et
helt andet spørgsmål. Det kunne unægtelig være nyttigt
med en præcisering af partiets politik i en erklæring. F.eks. noget
i retning af 'SF støtter monopolernes EU og det udvikling
til en føderation og imperialistisk supermagt - på et socialt og
moralsk forsvarligt grundlag'.
Et andet unionstilhængerparti - Dansk Folkeparti - som også har
scoret store stemmegevinster på at lade som om, det var et modstanderparti,
kræver nu pladsen i forfatningskonventet for sig selv. Også tilhængerpartiet
Kristeligt Folkeparti er bragt i forslag.
Netavisen 19. december 2001