Mens den første tyske politibil drønede over den danske grænse
ved Padborg, blev 25 Schengen-modstandere anholdt mandag formiddag under en
aktion, hvor de afspærrede indgangen til folketinget med pigtrådshegn.
Det var Schengen dag 1 og grænsekontrollen var nedlagt. Der bruges nu
ikke mindre politi på personkontrol - nu foregår den bare ikke direkte
ved den dansk tyske eller ved grænsen til Sverige, men inde i baglandet.
I Sønderjylland og på Lolland-Falster har politiet oprettet 'baglandspatruljer',
mens politistyrken i Kastrup Lufthavn er blevet udvidet fra 85 til 205 mand,
der nu ved denne 'ydre grænse' for EU skal kontrollere passagerer fra
og til ikke-Schengen-lande både ved ind- og udrejse.
'Schengen betyder at murene bygges tættere om Fort Europa', siger Dorte
Grenaa, formand for APK - Arbejderpartiet Kommunisterne:
'Det er næsten symbolsk, at EU-modstandere anholdes, mens politiet må
indrømme, at det bliver vanskeligere at kontrollere f.eks. indsmuglingen
af narkotika Schengen-landene imellem.
Schengen vil ikke føre til bedre kriminalitetsbekæmpelse. Aftalen
er i første række et led i opbygningen af unionsstaten.
Den danske tiltræden blev nærmest kuppet igennem af folketinget,
uden nogen reel forudgående folkelig debat. Man søgte at sælge
den ved at slå på stortromme for, at nu behøver man ikke
at huske sit pas. Nu siger de, at man endelig må huske det - og kan risikere
at det forlanges ikke bare ved grænsen, men overalt i landene.'
De arresterede aktivister blev alle løsladt i løbet af eftermiddagen.
Netavisen 26. marts 2001