Home

England brugte soldater i atomforsøg

Det britiske forsvarsministerium indrømmer, at man har brugt soldater fra England og Commonwealth-landene til forsøg med radioaktiv stråling.
Forsøgene fandt sted i Australien i 50'erne og 60'erne og skete i forbindelse med afprøvning af beskyttelsesbeklædning. En talsmand fra forsvarsministeriet siger, at det drejer sig om 18 officerer, der blev udsat for lav bestråling, men at de havde givet deres samtykke til forsøgene. De fandt sted på radioaktivt forurenede områder efter atmosfæriske tests på Monte Bello øen vest for Australien og ved Maralinga i den sydaustralske ørken.

Indrømmelsen kommer, efter at en forsker ved det skotske Dundee Universitet har fremlagt dokumenter fra ministeriet, der henviser til eksperimenter med radioaktiv bestråling. Hidtil har forsvarsministeriet blankt benægtet, at der fandt sådanne forsøg sted. Forskeren ansætter et højere tal end de 18 - men udtrykker klar forståelse for forsøgene under den kolde krig.

Den australske udenrigsminister Alexander Downer siger, at hans regering vil undersøge den mulige forbindelse mellem sygdomme hos tidligere soldater og deres udsathed for bestråling.

Netavisen 13. maj 2001