I begyndelsen af det nye år var der igen omfattende folkelige protester
i Ecuador. De fremkom på baggrund af den social-kristelige Noboa-regerings
lidt forsinkede ”julegaver” til det ecuadorianske folk, idet denne
forsøgte at udnytte de studerendes ferie og festlighederne i anledning
af det nye år til d. 26. december at beslutte at sætte buspriserne
i byerne og for kørsel mellem landets provinser op med gennemsnitligt
75 %, benzinen op med 20 % og husholdningsgassen op med ikke mindre end 100
%.
Det var dog ikke nok for den reaktionære, amerikanske marionetregering
i Quito. Den annoncerede straks nye ”nødvendige ændringer”
i første halvdel af januar: en momsstigning fra de nuværende 12
% til 14 eller 15 %, påføring af skat på fattiges indkomst,
stigninger på basale fornødenheder samt en ny privatiseringspakke.
Da dette blev kendt, organiserede såvel Folkefronten som andre organisationer,
der er med i Fædrelandsfronten, protestaktioner samt agiterede for nødvendigheden
af en folkelig regering som eneste vej ud af krisen.
Fra d. 2. januar startede massive protester i landets største byer, hvor
ikke mindst Ecuadors Gymnasieelevers Forbund (FESE), Ecuadors Universitetsstuderendes
Forbund (FEUE) og Ecuadors Revolutionære Ungdom (JRE), der alle er tilsluttet
Folkefronten, gik forrest i protesterne.
I hovedstaden Quito brugte politiet, ifølge egne tal, 600 tåregasbomber
mod de demonstrerende masser. Fire demonstranter blev såret af tåregasbomber,
hvoraf en, Geovanni Pilataxi på 18 år, mistede et øje. Tusinder
af studerende fra gymnasier og Quitos Centrale Universitet gik på gaden,
hvor de kom i kamp med ordensmagten. Politiet ryddede det medicinske fakultet
på universitetet, hvor de arresterede de to studenterledere, Marcelo Benites
og Richard Ortega.
Og i Ecuadors største by, havnebyen Guayaquil, tømte 100 elitestyrker
fra politiet hele byens universitet, og fra universitetsbygningernes tage beskød
de med gas og kugler de studerende. Seks studerende såredes alvorligt,
og formanden for Sammenslutningen af Medicinstuderende ved Guayaquils Universitet,
Roxana Benites, blev arresteret. Om eftermiddagen gik lærerne sammen med
den almindelige befolkning i demonstration med kravet om løsladelse af
de arresterede. Denne demonstration blev brutalt slået ned, og seks lærere
blev arresteret.
D. 3. januar om morgenen mødtes mere end 100 ledere fra Fædrelandsfrontens
tilsluttede organisationer, der rummer arbejder-, bonde-, studenter- og kvindeorganisationer
og venstreorienterede og revolutionære politiske partier, sammen med De
Sociale Bevægelsers Koordination og repræsentanter for Ecuador Runacunapag
Riccharimuy (ECUARUNARI), der er den største af indianerorganisationerne
i Sammenslutningen af Indianske Nationaliteter i Ecuador (CONAIE) og organiserer
højlandets quechua-indianere, for at diskutere og beslutte, hvilke initiativer
den folkelige bevægelse skulle tage. Det blev besluttet, at den folkelige
kamp skal styrkes og føres med alle til rådighed stående
midler for at forhindre Noboa-regeringens ”nødvendige ændringer”
og den nye privatiseringspakke, at alle folkelige lag skal mobiliseres kontinuerligt,
at en kommission skal udarbejde forslag til en alternativ politik, der ikke
rammer folket og bygger på det regeringsprogram, som de folkelige organisationer
har, samt indkaldelse af Folkekongressen til kongres d. 13. januar i Quito.
Denne kongres vil muliggøre, at alle folkelige og venstreorienterede
organisationer kan orientere deres kamp i én retning, hvilket hele tiden
har været et vigtigt mål for de ecuadorianske kommunister i Ecuadors
Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti (PCMLE).
Det tegner til et år med nye revolutionære vinde over Ecuador.
Melse
KP1, 2001
