Da Den kinesiske Folkekongres med næsten 3000 delegerede åbnede
i Folkets Hal i Peking skete det under timelang TV-transmission ikke bare i
kinesisk fjernsyn - men også CNN.
Premierminister Zhu Ronqui lovede at fastholde og øge tempoet i de kapitalistiske
reformer. Den kinesiske regering vil afvikle endnu flere statsstyrede elementer
i økonomien, omdanne resterende statsselskaber til aktieselskaber, tillade
udlændinge købe aktier i rent kinesiske virksomheder, og gøre
det lettere for storbønderne at eje jord. Private skal kunne eje alle
virksomheder undtagen militærstrategiske.
- I de næste fem år må vi fortsætte reformerne uden
tøven, åbne Kina yderligere for udlandet, og nedbryde strukturelle
hindringer for produktivkræfternes udvíkling, sagde Zhu ved forelæggelsen
af den 9. fem-års-plan 2001-2005. Han forudså en årlig vækstrate
på 7 pct. - og en fordobling af Kinas nationalprodukt i forhold til år
2000 på ti år, i 2010. Kina vil pfylde alle betingelser for at indtræde
i WTO.
Dermed understregde han også, at den kapitalistiske udviklingsproces i
Kina er ved at gå ind i sin sidste fase, før den socialistiske
maske falder.
De sociale omkostninger ved den ‘kontrollerede’ kapitalistiske udvikling
i Kina har været enorme, med faldende levestandard for hovedparten af
den enorme bondebefolkning, og med stadig voksende arbejdsløshed. Der
er voksende social uro i mange dele af landet. De kapitalistiske ‘kommunist’-høvdinge
søger derfor at indføre et socialt sikringssystem og lover at
forbedre bøndernes stilling. Men kapitalisme er kapitalisme: Alene tilpasningen
til WTOs krav forventes at koste 45 millioner arbejdere på statsvirksomheder
deres jobs, og berøve millioner af landarbejdere deres eksistensgrundlag
med den benhårde udenlandske konkurrence.
De høje vækstrater i den foreløbige kapitalistiske udviklingsproces
har gjort Kina til det ny asiatiske mirakel. En høj vækst skulle
sikre fremgang for alle borgere, ifølge Zhu. Kapitalistisk højvækst
uddyber tværtimod polariseringen mellem rig og fattig - og når den
uundgåelige økonomiske krise sætter ind, vil den almindelige
kineser for alvor mærke kapitalismens ‘velsignelser’ på
sin krop.
-lv
KP5, 2001
