Den tyske atomindustri er en politisk og økonomisk magtfaktor af format
– men de folkelige protester mod A-kraften har også været en
af de mest omfattende og slagkraftige politiske bevægelser i de seneste
årtier. De omfattende protester mod CASTOR-transporterne i disse dage
omfatter hen ved hundredtusinde aktivister og kommer som transporterne af atomaffald
til oplagringspladsen i Gorleben genoptages efter mere end tre års pause.
For tre år siden indgik den socialdemokratisk-grønne regering en
aftale om afvikling af atomkraften i løbet af 30 år – rigeligt
med tid til at atomlobbyen kan tjene deres profitter hjem og foretage nye investeringer.
Der findes også en dyb skepsis i befolkningen om, hvorvidt aftalen i sidste
ende virkelig vil blive gennemført.
Den tyske atomindustri opstartedes i 1955 til såkaldt ’fredelige
formål’. Tyskland producerer ikke A-våben, men har både
teknik og resourcer til at kunne gøre det. I 1960 opstartedes det første
atomkraftværk i Kahl. I dag er der 19 i drift. En enkelt kraftværk
i Kalkar er af økonomiske grunde aldrig blevet opstartet, og højtemperatur-reaktoren
i Hamm-Ueentrop og Würgassen-anlægget er blevet lukket.
I 1989 opgav regeringen planer om en genanvendelsesfabrik og fortsatte eksporten
af det dødsensfarlige atomaffald til sådanne værker i La
Hague, Frankrig og Sellafield i England. Den tyske regering har ingen løsning
på den endelige anbringelse af affaldet. Midlertidige opbevaringspladser
findes i Ahaus, Greifswald og i Gorleben. En opbevaringsplads for atomaffald
i Morsleben i det tidligere DDR blev lukket i 1998.
Borgerkrigszone Wendland
Siden beslutningen om at oprettet opbevaringspladsen i saltminerne i Gorleben
i Wendland har lokale og landsomfattende protester modsat sig dens anvendelse.
I september 1983 var faciliteterne færdige, og i 84 blev de første
beholdere anbragt under massiv politieskorte mod omfattende demonstrationer.
Nedbrydning af opbevaringsstedet fører til midlertidige anbringelsesstop,
og i 1987 viser undersøgelser, at på trods af forsikringer om det
modsatte indeholder affaldet det allergiftigste stof plutonium.
1989-94 forhindrer den lokale modstand i Wendland anbringelsen af Castor-containere
i Gorleben. Fra 95 og 97 gennemføres tre transporter og anbringelser,
men hver gang omdannes Wendland til en borgerkrigszone. Kommunen Lüchow-Dannenborg
sættes i undtagelsestilstand. Butikker lukker, skolerne er tomme, de lokale
bønder og unge aktivister protesterer, kirken forsyner demonstranter
ramt af vandkanoner med tørt tøj. Indenrigsministeren kalder demonstranterne
for ’beskidt pøbel’. Siden 97 har der ikke været gennemført
Castor-transporter. Aktionen var i realiteten en gigantisk styrkeprøve
mellem atomindustrien, regeringen og ordensmagten på den ene side og befolkningen
og aktivisterne på den anden side. Selvom de ikke kunne forhindre anbringelsen
– og det var givet på forhånd - er alene omfanget af protesterne
allerede en sejr – og et enormt problem for de tyske myndigheder.
Den seneste politiindsats i 1997 kostede de tyske skatteydere mere end en halv
milliard D-mark. Den netop afsluttede skønnes at have kostet det dobbelte.
KP7, 2001
Tysk netside om Castor:
www.castor.de
