Under Sharon har Israel strammet den mangesidede belejringspolitik over for
palæstinenserne, som trues af økonomisk og social strangulering.
Den israelske hær terroriserer fortsat i de palæstinensiske områder,
med beskyttelse af de 200.000 indbyggere i 150 ulovlige bosættelser som
påskud.
En FN-rapport konstaterer, at Israel systematisk krænker både folkeretten
og palæstinensernes menneskerettigheder. I FNs sikkerhedsråd har
USA efter Sharons besøg hos Bush nedlagt veto mod udstationering af FN-observatører
i de palæstinensiske områder.
Kampene er i den sidste tid blusset kraftigt op. Israelske fly gennemførte
nye terrorbombninger på Vestbredden og Gaza, herunder mod Yassir Arafats
hjem, ved afslutningen af det arabiske topmøde i sidste uge. Mindst to
palæstinensere blev dræbt og mere end 60 såret.
Det var et kraftigt signal fra Israel til de arabiske lande om, at det vil fortsætte
og optrappe terrorkrigen mod Palæstina, efter at topmødet udtrykte
sin støtte til den palæstinensiske intifada og genoptog boykotten
af Israel, der har været ophævet siden 1993.
Arabisk topmøde
De 22 arabiske lande deltog på det første ordinære topmøde
i ti år efter Golfkrigen. I forhold til Israel og den palæstinensiske
intifada blev der truffet beslutninger. Men langt fra særligt vidtgående,
og tiden vil vise, i hvilket omfang de gennemføres. En række af
de arabiske lande er allierede med USA, der er stærkt interesseret i en
permanent splittelse og lammelse af den arabiske verden. Man besluttede et stop
for bilaterale med Israel og at genaktivere den arabiske boykot mod Israel.
Man fordømte USA’s veto i Sikkerhedsrådet mod indsættelsen
af en FN-observatørstyrke til beskyttelse af palæstinenserne, og
forlangte at Sikkerhedsrådet tager skridt dertil. Samtidig krævede
man indkaldelse af en konference mellem underskriverne af Geneve-konventionen
fra 1949, som Israel til stadighed krænker.
Støtte til intifadaen
I erklæringen fra topmødet hedder det om intifadaen:
’Lederne hilser med stor stolthed det palæstinensiske folks modstand
og dets modige intifada over for de barbariske angreb, som Israel gennemfører,
og dets konfrontation af den brutale undertrykkelse fra besættelsesmyndighedernes
side.
Lederne erklærer at de står på det palæstinensiske folks
side i dets heroiske kamp og støtter deres intifada og deres legitime
ret til at bekæmpe besættelsen indtil de får deres retfærdige
nationale rettigheder – indbefattet retten til at vende tilbage til dets
territorier og til at beslutte sin egen fremtid og etablere en nationalstat
på dets eget nationale territorium med Jerusalem som hovedstad.
Lederne fordømme Israels fortsatte aggression mod det palæstinensiske
folk og dets massive overtrædelse af menneskerettighederne, især
dets kollektive afstraffelse, ophugningen af de palæstinensiske områder
i småstykker og dets fortsatte angreb på vitale anlæg . .
. som beløber sig til krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden’
Topmødet erklærede sig som tilhænger af ’en sammenhængende,
retfærdig og varig fred i Mellemøsten på grundlag af internationale
resolutioner og princippet om land for fred’. Det ville støtte de
palæstinensiske myndigheder ved at udbetale 15 millioner dollars af et
langfristet lån. Irak lovede en milliard euro til palæstinenserne
fra indtægterne ved dets olieeksport.
Topmødet krævede at ingen lande flytter deres ambassader i Israel
til Jerusalem eller anerkender Jerusalem som israelsk hovedstad. Det forlangte
samtidig, at Sikkerhedsrådet retsforfølger israelske krigsforbrydere,
som har begået massakrer og krigsforbrydelser mod arabiske borgere i de
besatte arabiske områder.
KP7, 2001
