FTAA (Free Trade Area of the Americas), det amerikanske frihandelsområde,
er den engelske forkortelse af det formelle navn, som er givet til udvidelsen
af NAFTA (Den Nordamerikanske Frihandelsaftale mellem Canada, Mexico og USA,
der trådte i kraft den 1. januar 1994). Udvidelsen skal være en
realitet senest i 2005 – USA maser dog på for at realisere FTAA allerede
i 2003. Dermed vil hele det latinamerikanske kontinent gøres til ét
stort frihandelsområde, verdens største, med et marked på
ikke mindre end 650 mio. mennesker og en samlet kapital på 9000 mia. dollars.
I FTAA skal foruden de tre NAFTA-lande også indgå samtlige lande
i Central- og Sydamerika og Caribien, undtagen Cuba, dvs. i alt 34 lande
FTAA er på ingen måde nogen ny opfindelse i den såkaldte globaliserings
navn; ideen om et frihandelsområde omfattende hele det latinamerikanske
kontinent fødtes allerede ved Det Latinamerikanske Topmøde i Miami
i december 1994, hvor handelsministrene fra de 34 lande enedes om at arbejde
hen imod skabelsen af FTAA. Fra 1995 til 1998 afholdtes der årlige møder
mellem handelsministrene, men det var først med topmødet i Santiago
i Chile i april 1998, at der for alvor blev sat turbo på FTAA-toget. I
den chilenske hovedstad nedsatte de 34 lande Forhandlingskomiteen vedrørende
Handel (TNC) bestående af vicehandelsministrene fra de implicerede lande
samt ni arbejdsgrupper, der skulle udarbejde et udkast på ni hovedområder,
der alle ligger tæt op ad NAFTA: adgang til markeder, investeringer, tjenesteydelser,
regeringsforanstaltninger, løsning af uoverensstemmelser, landbrug, patentrettigheder,
antidumpning og udligningstold samt konkurrencepolitik. Udkastet blev færdiggjort
i december sidste år, men er endnu ikke offentliggjort.
Det forlyder imidlertid, at udkastet - efter stærkt folkeligt pres –
vil blive offentliggjort, men dog først efter det kommende topmøde,
der finder sted i Quebec i Canada fra d. 20. til 22. april.
Hvem står for FTAA?
Nogen officiel tekst, der beskriver FTAA, har offentligheden ikke set noget
til, for alle forhandlinger foregår nemlig bag hermetisk lukkede døre,
eller rettere: dørene står pivåbne for de store multinationale
firmaer og er lukkede for alle andre.
I USA har repræsentanter for 500 af landets førende multinationale
selskaber fri adgang til alle FTAA-dokumenter, en adgang, der indtil nu er nægtet
de mennesker, som FTAA kommer til at berøre. Men hele dette hemmelighedskræmmeri
og de multinationale selskabers dybe involvering i alle dele af forhandlingerne,
viser med klar tydelighed, hvad der gemmer sig bag FTAA: De multinationale selskaber
og sikringen af deres profitinteresser på bekostning af alt andet.
Miljøregler og arbejdsrettigheder ser monopolerne som noget, der blander
sig i deres ”ret” til at tjene penge hjem til deres aktionærers
i forvejen fyldte lommer. De vil have ”barrierer” gjort lavere, og
de vil have ret til at sagsøge regeringer, hvis sikkerheds-, sundheds-
og miljøregler koster dem indtjening. De vil have privatiseret alle tjenesteydelser
som uddannelse, sundhed, energi- og vandforsyning, fængsler og postvæsenet.
Og hvad arbejdsrettigheder angår, så er det ikke noget, som disse
”frihandlens korsriddere” bekymrer sig en døjt om. FTAA er
”legaliseringen” af de multinationale selskabers uhindrede tumleplads
og et helvede for alle andre.
FTAA – værre end NAFTA
FTAA forhandles på baggrund af NAFTA, som er en model, der bevisligt har
været et mareridt for såvel arbejderne, bønderne, deres familier
som for miljøet. I USA har mere end en million arbejdere mistet deres
job, siden NAFTA trådte i kraft. I Mexico er en million flere mexicanske
arbejdende røget ned under minimumslønnen på 3,40 dollars
om dagen som følge af NAFTA’s ”velsignelser”, og hele
otte millioner mexicanere er blevet sendt ned under fattigdomsgrænsen.
På miljøområdet har NAFTA også betydet kraftige forværringer:
stigningen i industrien ved den amerikansk-mexicanske grænse har betydet,
at 44 tons giftigt affald hver dag deponeres uansvarligt, hvilket har medført
en eksplosion i sygdomme relateret direkte til industriforureningen. Der er
blevet registreret et stigende antal abnorme spædbørn og en stigende
frekvens i sygdomme som hepatitis, der i grænseområdet er målt
til to-tre gange højere end landsgennemsnittet som følge af manglende
rensning af spildevand og rent drikkevand. Erosionen er steget i alle tre NAFTA-lande
siden 1994; i Mexico har 15 store amerikanske træfirmaers voldsomme skovning
allerede medført erosion og voldsomme konsekvenser for alt liv i de berørte
områder. Kun hensynet til overskuddet til firmaernes aktionærer
tages i betragtning. Den ovenstående ”udvikling” vil uundgåeligt
blive forstærket med FTAA.
Konsekvenserne
FTAA er – som ovenfor omtalt – en udvidelse af NAFTA, hvor den amerikanske
protektionisme er uberørt. Dette vil også gælde under FTAA.
For USA er internationale aftaler som FTAA instrumenter i USA-imperialismens
politik. Som verdens eneste supermagt har USA ingen planer om at opgive denne
førerposition og de fordele, som den giver, specielt ikke over for det
spirende hastigt voksende imperialistiske EU.
”Hjemmemarkedet” skal sikres i den imperialistiske rivalisering, og
FTAA er et af redskaberne til dette.
I over 50 år har USA anvendt gulerod- og stokkemetoden. I NAFTA og FTAA
er guleroden lavere told og tilsyneladende adgang til det amerikanske marked.
Stokken er, at USA handelspartnere skal opgive deres egne tiltag til at udvikle
en industri, der kan producere varer til hjemmemarkedet, det amerikanske marked
og resten af verden. Dette har gjort og gør til stadighed de andre 33
lande mere og mere afhængige af den amerikanske imperialisme.
FTAA vil også koste menneskeliv, idet den vil udvide de multinationale
selskabers patentrettigheder til hele kontinentet. Dette vil betyde, at firmaer
med patent i et land også vil kræve patent i alle andre lande, hvilket
vil ulovliggøre produktionen af billigere kopimedicin. Eksempelvis vil
et land som Brasilien, en af verdens største eksportører af kopimedicin
til verdens fattige lande, blive forhindret i at producere denne medicin. At
dette vil koste millioner af mennesker livet er soleklart.
Privatiseringer af alt, hvad der er muligt, er en helt afgørende del
af FTAA og vil - som vi kender det overalt i verden – betyde den morbide
virkeliggørelse af det gamle børnerim ”har du penge, kan
du få – har du ingen, må du gå”. Det vil stensikkert
betyde, at millioner af mennesker vil blive frarøvet enhver mulighed
for ordentlig sundhed og uddannelse, og vi vil se en kraftig stigning i arbejdsløsheden
overalt i FTAA-området. Lønningerne vil blive presset i bund.
Den Multilaterale Aftale om Investeringer (MAI), som blev skudt ned i 1998,
vil blive smuglet ind ad bagdøren ved hjælp af FTAA. Ifølge
denne kan firmaer sagsøge regeringer om erstatning, hvis de mener, at
regeringens politik på det ene eller andet område forringer deres
indtjening.
Også genmodificeret mad kan forventes øget stærkt med FTAA,
idet de amerikanske FTAA-forhandlere presser hårdt på for at få
alle de 33 øvrige lande til at acceptere genmodificerede organismer.
Dette vil med stor sikkerhed resultere i hungersnød i de fattigste lande,
idet bønderne her er vant til at gemme deres frø fra år
til år. Med FTAA vil de blive tvunget til hvert år at købe
de dyre genmodificerede frø, hvilket vil drive dem ud på sultens
rand.
Virkeligheden viser os, hvad ”frihandel” og markedsøkonomien
betyder: fattigdom, sult og død. Dette hverken kan eller vil FTAA ændre,
men i stedet yderligere forværre de i forvejen elendige livsbetingelser
for det store flertal af mennesker på det latinamerikanske kontinent.
Melse
KP8, 2001
