Nogle husker måske et afrikansk land, der blev kaldt Syd-Rhodesia. Det
var opkaldt efter en af Englands mange kolonisatorer, Cecil Rhodes.
Hvad den lokale sorte befolkning syntes om at være underlagt den store
hvide mand, var på hans tid ganske uinteressant i “den civiliserede
verden”. Men med de afrikanske frihedsbevægelsers opblomstring i
50’erne og 60’erne blev den vestlige verden nødt til at forholde
sig til den sorte befolknings ideer om frihed, selvstændighed og socialisme.
Og holdningen var klar: De sorte skulle makke ret og være taknemlige for
den visdom og kultur, som blev givet dem af kolonisatorerne. Oprør på
oprør bølgede hen over det afrikanske kontinent. Tusinder af sorte
måtte lade livet i kampen mod racismen og for at opnå national selvstændighed.
I Syd-Rhodesia førtes en mangeårig og uhyre hård krig mellem
på den ene side de store hvide farmere og deres regering under ledelse
af Ian Smith og på den anden side det store sorte flertal under ledelse
af Robert Mugabe. Det hvide styre havde en hær, der var udstyret med moderne
våben fra USA, England og ikke mindst Sydafrika. Mugabes hær var
udstyret med våben fra bl.a. Kina og trænet i lejre i Tanzania.
De sorte vandt krigen, men Mugabes regering fik aldrig løst landets
grundlæggende problemer som fx ejerskabet til produktionsmidlerne. Der
blev opbygget et pseudo-socialistisk system, der umiddelbart så ud til
at tage toppen af utilfredsheden hos den sorte befolkning og samtidig fastholdt
væsentlige dele af den hvide ekspertise i landet. Det er et åbent
spørgsmål, hvad de mange soldater fra oprørshæren
fik ud af deres store ofre.
Rejser man i Zimbabwe i dag, oplever man en fattigdom, som er uhyggelig. I visse
af de sydlige provinser er sulten så stor, at tiggeriet hovedsageligt
drejer sig om at få den madpakke, som du regnede med at spise på
et skyggefuldt sted ved Limpopoflodens bredder.
Næsten alle steder er de store farme stadig ejet af hvide farmere, der
for næsten ingen penge kan ansætte sort arbejdskraft til at klare
indtjeningen. Mange steder bor de sorte landarbejdere stadig i lerklinede hytter,
mens den hvide farmers maskinpark opbevares i murstenshuse med fast gulv og
hårdt tag.
Jo, jo, kolonitidens billige sorte arbejdskraft er stadig billig og stadig sort!
Den rejsende udsættes dog ikke kun for en ydmygende fattigdom. Noget
ganske specielt i regionen er den stolthed, der på trods af alle odds
gennemsyrer den sorte befolkning. Man fornemmer tydeligt forskellen fra Sydafrika,
hvor store dele af den sorte befolkning indtager en underdanig attitude overfor
den hvide overklasse. De sorte i Zimbabwe er fuldt ud klar over, at de kæmpede
sig fri med våben i hånd, at de vandt en militær og politisk
sejr over de hvide herskere. På trods af deres fattigdom er de ranke og
stolte. I omkring et kvart århundrede har de tålmodigt troet på,
at jordreformer og fordeling af resurser nok ville brede sig til alle dele af
landet. Nu tager de så igen sagen i egen hånd og kræver land,
hvor de kan dyrke fødevarer.
Det er i mange tilfælde de såkaldte krigsveteraner, der går
i spidsen igen. Det er da meget muligt, at der sker fejltagelser og begås
urimelige handlinger i kampens hede. Det er da osse muligt, at Mugabe forsøger
at udnytte kaos til egen fordel, men mon ikke det er på tide, at situationen
i Zimbabwe ses i det rette historiske lys? Hvem stjal jorden fra de sorte? Hvem
brugte de sorte som slavearbejdskraft? Hvem sidder godt og solidt på deres
store farme, mens store dele af den sorte befolkning lever i yderste fattigdom?
Er det ikke kun rimeligt, at de besiddelsesløse kræver land, så
fattigdommen og sulten kan overvindes?
Masser af steder i Zimbabwe oplever den fattige befolkning, at de store hvide
jordejere lægger enorme landområder brak, fordi de ikke har brug
for at dyrke det hele. Samtidig slås der hårdt ned på de formastelige
sorte, der tillader sig at snuppe et lille hjørne af den ledige jord
for at opdyrke den.
Krigsveteranerne oplever nu, at kampen trods alt slet ikke blev ført
til ende, og de forsøger at fuldføre deres arbejde. Det er al
ære værd, og de bør hædres for deres indsats. I stedet
ser vi igen imperialismens trusler mod de undertrykte, der rejser sig til kamp
for egne rettigheder.
Avisernes hetzkampagner er voldsomme og vildt fordrejede. De imperialistiske
vestlige lande truer med økonomiske sanktioner mod et land, som i forvejen
har svært ved at rejse sig efter årtiers udbytning. Det er fandengalemig
svært at få øje på proportionerne!!
Lige syd for Limpopo-floden ligger et andet land, hvor den sorte befolkning
hver dag hører, at uretfærdighederne er ophørt. I Sydafrika
førtes kampen mod racistregimet slet ikke igennem. Tværtimod undgik
man opgøret ved at indgå snærende aftaler med undertrykkerne.
Resultatet er, at den hvide overklasse sidder sikkert i sadlen sammen med en
lille gruppe sorte, der blev lukket ind i varmen, mens den fattige sorte befolkning
hutler sig igennem. En af “sidegevinsterne” ved denne studehandel
er en eksploderende voldsbølge, der truer med at lamme Sydafrika.
Også i Sydafrika oplever den fattige landbefolkning, hvordan de store
hvide farmere kun dyrker dele af deres enorme landområder, mens den sorte
befolkning bliver tildelt små og ufrugtbare jordlodder.
Hvor længe vil det store flertal af Sydafrikas befolkning se på,
inden de lærer af krigsveteranerne i Zimbabwe? Hvis Thabo Mbeki mener
noget med de smukke ord fra parlamentet i Cape Town, så gennemfører
han barske socialistiske reformer, inden det går fuldstændigt amok.
For der er ingen tvivl om, at et lignende oprør i Sydafrika vil være
umuligt at styre!
KJ
KP10, 2001
