Det blev den 55-årige Alejandro Toledo fra Perú Posible (Det Mulige
Peru), der vandt valget den 3. juni og dermed er Perus nye præsident for
en periode på fem år. Med 89 pct. af de afgivne stemmer optalt dagen
efter valget havde Toledo opnået 52 pct. mod modkandidaten Alan Garcías
48 pct. Hvor mange, der har trodset stemmepligten og er blevet hjemme i protest,
vides endnu ikke. Derimod ligger de blanke stemmer ifølge meningsmålinger
i omegnen af 10 pct.
Men hvem er denne lille og altid smilende Alejandro Toledo så? Intet
andet end en katolsk socialdemokrat med en gribende livshistorie, som alle peruvianere
har fået tudet ørene fulde af i borgerskabets bestræbelser
på at manipulere det store flertal af fattige til at tro, at ”choloen”
som ”en af deres egne” vil dem noget godt. Det er historien om skopudseren,
der blev økonom i Verdensbanken og sigtede videre mod at blive Perus
første præsident af indiansk afstamning – symbolet på
den peruvianske udgave af The American Dream. Hverken mere eller mindre.
Toledos livshistorie er imidlertid ikke en historie med nogen som helst realisme
i forhold til den barske virkelighed, som flertallet af Perus 26 mio. indbyggere
står overfor. 10 års benhård nyliberalisme under Fujimori
med privatiseringer, drastiske nedskæringer i det offentlige, massefyringer
og inflation har betydet en voldsomt stigende og kolossal fattigdom.
Det vil den nye mand i præsidentpaladset, ifølge ham selv, nu ændre
på. Toledo siger, han vil skabe 2,5 mio. nye arbejdspladser, forhøje
de offentligt ansattes lønninger, tiltrække udenlandske investeringer
og fortsætte Fujimoris privatiseringer. Han vil reducere antallet af fattige,
der i dag omfatter halvdelen af Perus befolkning og samtidig tilbagebetale udlandsgælden,
der er nået op på 19,2 mia. dollars.
Man skal vist være borgerligt uddannet økonom – men det
er Toledo jo også og endda i Stanford – for ikke at kunne se, at
denne politik er dybt modsætningsfyldt. Når det kommer til gennemførelsen,
vil den med 100 pct. sikkerhed afsløre sig som borgerskabets og den amerikanske
imperialismes politik, og de sædvanlige gyldne løfter til den brede
befolkning vil blot fremstå som den seneste udgave af den lokkemad, der
skal fastholde det store fattige flertals tro på det dybt korrupte borgerlige
demokrati.
Og lykønskningerne er da også strømmet ind fra imperialismen;
Det Hvide Hus og de udenlandske investorer stoler på Perus nyvalgte præsident.
Men Toledo, hvis fløj repræsenterer den del af det peruvianske
borgerskab, der vandt opgøret med Fujimori og Montesino-gruppen, får
ikke lang tid til at omsætte i det mindste noget af alt sit valgflæsk
- Perus fattige hungrer efter et markant løft i deres levevilkår.
Dog har Toledo her to klare fordele, der desværre vil yde hvert deres
bidrag til at forlænge hans regimente: (1) At der i Peru i dag ikke eksisterer
et kommunistisk parti, der ledes af marxismen-leninismen og ved hjælp
af denne kan udnytte de reelt set gode objektive betingelser for at åbne
en helt anden vej, end den Toledo vil – åbne vejen mod socialismen
ved at forberede og organisere masserne til revolutionen og (2) At Fujimori
har kørt levevilkårene for Perus mange fattige så langt i
bund, at ethvert lillebitte fremskridt vil blive udbasuneret og brugt som det
”genopståede demokratis sejr og medmenneskelighed”.
Ét står i hvert fald klart: Det peruvianske folks lidelser vil
uundgåeligt fortsætte under Toledo, for præsidentvalget var
valget mellem pest eller kolera.
Melse
KP12, 2001
