Ericsson og Nokia fyrer 3.700 ansatte for at sikre fortsatte superprofitter.
USA's økonomiske krise og fald i væksten i mobiltelefon salget
resulterer i øget arbejdsløshed i Sverige, Finland og Storbritannien.
Sveriges største virksomhed Ericsson oplyste den 27.marts i år,
at der nu skal fyres yderligere 3.300 ansatte. Analytikere peger på, at
antallet snarere skal op på mindst 10.000, hvis de planlagte besparelser
skal nås. Fyringerne rammer 1500 ud af de 3.200 ansatte i Kulma og forøger
med et slag det lille lokalsamfunds arbejdsløshedskø med mange
procent. I Linköping fyres 600 ansatte ud over de 500, der allerede er
blevet opsagt. Efter planen skal de resterende 475 ansatte samt fabrikken overtages
af det amerikanske Flextronics.
Samtidig vil man helt stoppe produktionen af mobiltelefoner på to fabrikker
i Storbritannien. Her vil 1.200 miste deres arbejde. Mange af de 15.000 konsulenter,
som selskabet har på verdensplan, vil ligeledes blive skåret væk.
Ericsson har i alt 100.000 ansatte.
Ericsson vil i alt gennemføre nedskæringer på ca. 20 mia.
svenske kr. på årsbasis, ud over de 15. mia. svenske kr., der tidligere
var varslet, for at gøre mobiltelefon-sektionen mere profitabel. Selskabet
er verdens tredjestørste på området efter Nokia og Motorola.
For første gang i ni år melder Ericsson om underskud, når
regnskabet for årets første kvartal fremlægges i næste
måned. Massefyringerne skal vende det til overskud i slutningen af året.
Der er dog ingen grund til af få ondt af hverken "fattige" ejere
eller aktionærer. Selskabet er nemlig også verdens førende
producent af netværk, og dér fosser pengene ind. Målet med
massefyringerne og spareplanerne er da også, at gøre selskabet
endnu mere konkurrencedygtig i kampen mellem telekommunikations monopolerne.
Spareplanen blev ikke overraskende hilst velkommen blandt aktionærerne
og sendte aktierne i vejret. Eksperter ønsker dog en endnu strammere
spareplan og en sammenlægning af Ericsson Mobiltelefon med Sharp eller
Sony.
Ligesom i den øvrige IT-branche er mobiltelefongiganterne inde i en
periode med overproduktion og faldende købekraft blandt befolkningerne,
ikke mindst i USA og i Europa.
Det finske Nokia har meddelt, at der skal fyres 400 ansatte i afdelingen for
bredbånd og netværk. Tidligere på måneden nedjusterede
Nokia det globale salg af mobiltelefoner til mellem 450 og 500 millioner telefoner.
Det betyder, at væksten i salget måske kun bliver ti pct., mens
salget i 2000 steg med hele 46 pct.
I USA har Motorola allerede gennemført fyringer. Det japanske Matsushita
og tyske Siemens har også signaleret, at deres indtjening på mobiltelefoner
står til at blive mindre end forrige år.
Lige nu står der en hård kamp om næste generation af mobiltelefoner,
kaldet UMTS eller 3G. Det mobile Internet med billeder, film, spil og lyd via
mobiltelefonen. Især de europæiske teleselskaber har investeret
milliard beløb på at sikre sig licenser til at drive UMTS. Foreløbig
750 mia. kr. alene på licenser, og der forventes samme beløb når
netværkene skal etableres.
"Det har mindet om en flok lemminger, der blindt løber ud over klippekanten"
udtalte den tidligere teknologiske chef for British Telecom, Peter Cochrane,
til BBC's Money Programme. Han forventer at flere selskaber helt vil kollapse
og bukke under af mangel på kapital til de enorme investeringer den nye
teknologi medfører. Ikke mindst i en situation hvor den nye UMTS produktion
stadig er for kostbar i forhold til profitten, som det er tilfældet hos
det svenske Ericsson.
EU's Instituttet for Telekommunikationsstandarder (The European Telecommunications
Standards Institute er i fuld gang med at udarbejde internationale standarder
for mobiltelefoni og datatjenester. Indtil nu fungerer Ericssons og Nokias produkter
kun på egne systemer og kan ikke tale sammen. Allerede i år starter
UMTS-teknologien i Japan. EU-landene planlægger hurtigt at følge
efter.
I Danmark uddeles licenser til oktober i år.
Netavisen 30. marts 2001.