Mange tusind demonstranter trodsede lørdag den 31. marts et massivt
politiopbud og gik på gaderne i en række større tyrkiske
byer i protest mod regeringens planer om at indgå en aftale med den internationale
valutafond IMF sidst i denne måned.
Især i Ankara og Istanbul fyldte demonstranterne bykernerne med det gjaldende
slagord IMF go home!
Aftalen mellem Tyrkiet og IMF er en samlet pakke af diktater udarbejdet af
den "vestlige" monopolkapital til gavn for denne, til gengæld
for hvis indfrielse Tyrkiet skal modtage et enormt lån til redning af
økonomien fra kollaps under den igangværende fuldblodskrise, ikke
mindst afbetaling af akkumuleret gæld.
Sættes den som planlagt i værk, vil aftalen medføre liberalisering
af den statsdominerede banksektor, så den ikke længere kan subsidiere
uprofitable virksomheder, hvilket frygtes at ville gøre mange tusinder
arbejdsløse. Endvidere kræver landets fagligt aktive lønstigninger
frem for løgnagtige løfter om prisstop, og de protesterer mod
IMF-diktaternes uvægerlige produktion af fattigdom oven i den, krisen
i forvejen skaber.
Fra regeringens side har ministerpræsident Bülent Ecevit tilstræbt
at præsentere aftalen som et element i en "social kontrakt".
Til formålet, altså gennemførelsen af IMF's plan, har den
tyrkiske regering udskiftet økonomiministeren og hentet en mand direkte
ind fra Verdensbanken, Kemal Dervis. Han skal desuden arbejde på følgerne
af, at den tyrkiske lira i februar blev sendt i frit flow, med den følge,
at den tabte en tredjedel over for US-dollaren.
Netavisen 1. april 2001