De 34 regeringsledere fra Nord- og Sydamerika med George W. Bush i spidsen
afsluttede deres tre-dages topmøde med at vedtage en såkaldt 'Quebec-erklæring',
hvor de erklærede, at de ville gøre dette århundrede til
'The Century of the Americas':
'Vi er forenet i vores besluttehed på at efterlade en demokratisk og velstående,
mere retfærdig og generøs halvkugle til fremtidige generationer,
en halvkugle hvor ingen lades i stikken'.
De erklærede, at de ville halvere antallet af meget fattige i de amerikanske
lande inden år 2015.
Men det var ikke bare i den pompøse erklæring, opkaldt efter mødestedet, at 'det 3. amerikanske topmøde' bar mindelser om lignende træf i Den europæiske Union. Topmødets konkrete beslutning var at vedtage skabelsen af verdens største frihandelsområde - eller rettere sagt: amerikansk-dominerede indre marked - i år 2005: FTAA. Udvidelsen af den 'frihandelsaftale', som under betegnelsen NAFTA, har haft enorme omkostninger for de arbejdende i USA, Canada og ikke mindst Mexico. Kun Venezuela reserverede sin stilling.
Desuden vedtog topmødet en række overordnede beslutninger/retningslinjer med hensyn til 'narkobekæmpelse', aids, kamp mod korruption, demokrati og menneskerettigheder, fred m.m. Man besluttede at lave et 'inter-amerikansk demokratisk charter' for at fremme det repræsentative demokrati, og erklærede at diktaturer eller kupmagere ville blive udstødt af den fine forsamling.
Oprydningen efter slaget om Quebec kunne gå i gang. Den største politiaktion i Canadas historie - der var vendt mod arbejdere, antiglobaliserings-demonstranter, miljøaktivister o.s.v. - er afsluttet. Mere end 430 personer blev, efter politiets tal, arresteret. Demonstrationerne skabte flere forsinkelser af topmødet - men fik først og fremmest gjort verden opmærksom på den uheldssvangre plan, som FTAA repræsenterer for folkene.
Det næste 'amerikanske topmøde' vil finde sted i 2004 i Argentina.
Netavisen 23. april 2001