Puerto Ricos regering lægger sag an mod USA ved forbundsdomstolen i Washington.
Det sker for at forhindre, at den amerikanske flåde genoptager sine bombeøvelser
på den lille puertoricanske ø Vieques, der siden 1941 er blevet
brugt til at forberede USA's aggressioner overalt i verden.
Sila Calderón, guvernør i Puerto Rico, der er i statssamfund med
USA og underordnet amerikansk lovgivning, sagde tirsdag, at "anlæggelsen
af denne sag imod den amerikanske flåde for at stoppe dens aktiviteter
er at tage vare på alle puertoricaneres sikkerhed og helbred."
Udover at denne sag burde være anlagt for længe siden, er det fuldstændigt
rigtigt, at bombeøvelserne, der har været suspenderet siden december
sidste år, beviseligt har haft store helbredsmæssige konsekvenser
for de lidt over 9000 indbyggere på Vieques. På øen er der
nemlig målt 26 pct. flere kræfttilfælde end i resten af Puerto
Rico, unormalt høje forekomster af astma hos børn, og tidligere
ukendte sygdomme som lupus og nedsat skjoldbruskkirtelfunktion er konstateret
som følge af den kraftige forurening fra de amerikanske prøvebombninger,
der bl.a. foregår med forringet uran.
Den puertoricanske regering har anlagt sagen med henvisning til såvel
sin netop vedtagne antistøjlov vedrørende støjen ved Puerto
Ricos kyster som den amerikanske Lov om Støjkontrol fra 1972, der tillader
både amerikanske stater og associerede stater som Puerto Rico at vedtage
lokale antistøjlove, som den amerikanske regering i Washington herefter
skal følge, medmindre præsidenten giver dispensation. Og denne
dispensation til den amerikanske flåde, som ville være en glasklar
underkendelse af Puerto Ricos egen lovgivning, er Bush endnu ikke rystet op
med.
En sådan herremandsmentalitet, som en dispensation ville være udtryk
for, ville med sikkerhed sætte yderligere skub i den antiimperialistiske
uafhængighedsbevægelse, der vinder stadig stærkere frem overalt
i Puerto Rico og ikke mindst på Vieques, hvis befolkning USA i 1941 henviste
til en lille stribe jord på bare 204 kvadratkilometer midt på øen,
mens de amerikanske tropper besatte to tredjedele af øboernes jord.
Den puertoricanske regerings krav om stop for amerikanske prøvebombninger
er ikke bare fuldstændigt retfærdigt, men burde også følges
op af kravet om, at amerikanerne forsvinder fra Vieques, tager alt deres dræbende
og forurenende isenkram med sig, rydder op efter deres forurening af jorden
og havet omkring øen og betaler Vieques' indbyggere en klækkelig
erstatning for den lidelse, som de i 60 år har påført dem.
Netavisen, 26. april 2001