Det berlinske bystyres storkoalition af kristelige demokrater (CDU) og socialdemokrater
(SPD) har vedtaget at forbyde alle 1. maj-demonstrationer fra det såkaldt
yderste venstre i den tyske hovedstad.
Forbudet er blevet forsøgt legitimeret med også at forbyde 1. maj-markeringer
fra det yderste højre. Bystyret følger med forbudet opfordringen
fra Berlins reaktionære overborgmester Eberhard Diepgen (CDU), som gerne
- nu da Berlin er blevet Tysklands hovedstad og dermed et magtcentrum i EU -
ser et Berlin helt frit for folkelige manifestationer som eksempelvis 1. maj
- arbejderklassens internationale kampdag. Folk skal i stedet blive hjemme i
stuerne, mens nedskæringerne i Schröders EU-Tyskland brager ned om
ørerne på dem.
Det udstukne forbud omfatter bl.a. "Den revolutionære 1. maj-demonstration",
som i kraft af politiets massive tilstedeværelse gentagne gange har ført
til uroligheder i bydelen Kreuzberg, der er kendt for sin store andel af indvandrere,
miljøaktivister og generelt progressivt indstillede mennesker. Til håndhævelse
af dette års forbud er hele 7.500 politifolk, blandt hvilke de højreekstreme
partier er overrepræsenteret, blevet udkommanderet.
Ifølge Berlins åbent borgerlige og socialdemokrater er holdninger
og manifestationer imod EU og monopolernes uindskrænkede herredømme
over alt og alle, imod globaliseringen, ikke acceptable i et "demokrati".
Knipler, tåregas og alle andre former for repression, velsignet af disse
"pæne politikere", skal i stedet bogstaveligt talt banke alle,
der demonstrerer for en anden og mere retfærdig verden, til at acceptere
de multinationales og deres statsapparaters diktatur over millioner, ja milliarder,
af mennesker.
Det sås i Seattle, Quebec og Malmö og vil med stor sikkerhed også
ske i Berlin på tirsdag.
Netavisen, 29. april 2001