Trods massive folkelige protester har USA genoptaget sine prøvebombninger
på øen Vieques. Indtil nu er 55 protesterende puertoricanere blevet
arresteret under de store protester, der begyndte allerede torsdag, hvor puertoricanere,
der ville forhindre prøvebombningerne, trængte ind på militært
område "tilhørende" USA.
Prøvebombningerne, der har været afbrudt siden december, har haft
og har alvorlige konsekvenser for både mennesker og miljø på
Vieques, men dette faktum hindrede imidlertid ikke den amerikanske flåde
i fredag at nedkaste hele ni bomber, inden otte demonstranter blev observeret
blot 100 meter fra bombernes nedslagssted.
"De leger med vort folks liv ved at nedkaste de bomber," sagde Robert
Rabin, en af organisatorerne af protesterne, til den amerikanske tv-station
CNN.
Overalt i Puerto Rico har der altid været stor modstand imod prøvebombningerne
på Vieques, som er blevet foretaget siden 1941, og i tirsdags lagde den
puertoricanske regering i henhold til den amerikanske Lov om Støjkontrol
sag an imod den amerikanske flåde ved forbundsdomstolen i Washington for
at få stoppet bombningerne. Men den sag blev i torsdags afvist af forbundsdomstolen,
hvilket amerikanerne benyttede sig af til fredag at starte bombardementerne.
I dag har den amerikanske flåde så i et forsøg på at
dæmpe de retfærdige protester indstillet bombardementerne "for
at ære saliggørelsen af den første puertoricaner, Carlos
Manuel Rodríguez Santiago, i Rom".
Men denne "beroligende medicin" fra Washington er dømt til
at mislykkes, for protesterne, der også bakkes op af puertoricanske berømtheder
som skuespilleren og oscarvinderen Benicio del Toro og de to sangere Ricky Martin
og José Feliciano, har kun baggrund i én ting: USA's besættelse
og hensynsløse udnyttelse af Vieques.
"Fuera yanquis!," råbte de demonstrerende på spansk. Og
de har så evig ret. Yankee go home!
Netavisen, 29. april 2001