Det var kampen mod den imperialistiske globalisering, som var fællesnævneren,
da arbejdernes internationale kampdag blev markeret over hele kloden den 1.
maj.
I Tyrkiet demonstrerede millioner af arbejdende for det Arbejdets Program,
som er lagt frem af EMEP, Tyrkiets Arbejderparti, og som har opbakning fra en
række af de største faglige organisationer. I en 1. maj-udtalelse
siger formanden for EMEP A. Levent Tüzel bl.a.:
"Liberalisme og det frie marked - som præsenteres som menneskehedens
befrielse - og 'værdier' som banker, børser og privatisering, betyder
intet andet end angreb på de arbejdende og ødelæggelse af
nationale værdier.
Korruption og udplyndring er de borgerlige politikeres livsstil
USA's, IMF's og Verdensbankens programmer fører alle lande i verden til
ødelæggelse og de akutte økonomiske foranstaltninger, de
sætter i værk i vort land - med lidt fernis fra Dervis - vil forøge
fattigdommen og arbejdsløsheden i stedet for at skabe en stærk
økonomi."
I hovedstæderne og en række byer i England, Australien, Tyskland
og Østrig kom det til kampe mellem politi og 'antikapitalistiske demonstranter'
(mest anarkistisk inspirerede grupper). I Torino i Italien kom det til sammenstød,
da højrelederen Berlusconi forsøgte at tilslutte sig en 1. maj-demonstration.
Politimobiliseringen verden over var enorm, og en række steder som i
Berlin var der nedlagt demonstrationsforbud. Overalt greb politiet massivt ind
mod de demonstrerende - som det også skete ved det 3. amerikanske topmøde
i Quebec og i Malmø. Overfaldet på en ellers helt fredelig technofest
i Fælledparken - med brug af knipler og tåregas, og påfølgende
massearrestationer - var blot en dansk udløber af denne internationale
kurs mod antiglobaliseringsbevægelsen fra politiets og regeringernes side.
I Grækenland lammede transportarbejderne fly- og togtrafik i protest
mod den EU-dikterede pensionslovgivning, som opfølgning af en endags
generalstrejke i sidste uge. 1. maj blev en stærk manifestation imod den
græske regering og dens politik.
I Frankrig stod kampen mod lukninger af arbejdspladser og massefyringer i centrum
for arbejdernes demonstrationer over hele landet.
Det anslås at over en million arbejderne var på gaderne i en lang
række byer i Rusland - mange af demonstrationerne med billeder af Lenin
og Stalin - og med protester mod Putins lovgivning om privatisering af jord
og den ny arbejdsmarkedslovgivning, der forringer arbejdernes forhold drastisk.
I Taiwan protesterede mindst 20.000 mod den stigende arbejdsløshed,
som er den største i 16 år. I Seoul i Syd-Korea var der omfattende
demonstrationer - og i Nordkorea var der for første gang deltagelse af
500 fagforeningsfolk fra Sydkorea i 1. maj-festlighederne.
I Indonesien krævede de demonstrerende, at 1. maj blev gjort til en officiel
fridag som i mange andre lande.
Den første maj 2001 blev en mobilisering, der viser, at arbejdernes kamp mod den imperialistiske globalisering vokser hurtigt - men også, at regeringer og deres politistyrker er parat til at gå voldeligt til værks mod denne udvikling.
Netavisen 2. maj 2001