I de største demonstrationer mod USA siden George W. Bush blev præsident
har tusinder af sydkoreanere i lørdags forlangt USA og dets baser ud
af landet.
Demonstranterne i Seoul, hvoraf mange var studerende, angreb Bush-administrationen
for at øge spændingen på den koreanske halvø. De angreb
også Bushs stjernekrigs- og missilforsvarsplaner.
Mere end 1000 andre studerende gennemførte en særlig protest foran hovedkvarteret for de amerikanske tropper i Seoul, som forlangte tilbagetrækning af de 37.000 amerikanske soldater i Sydkorea.
Det kom til sammenstød med uropolitiet, som havde opstillet sig som
levende barrikader bag plastikskjold og forhindrede demonstrationen i at marchere
hen til den amerikanske ambassade.
Den var organiseret af den landsdækkende studenterorganisation Hanchongryon.
Netavisen 4. juni 2001