552 fagforeningsfolk og fagligt aktive er blevet fængslet, mens præsident
Kim Dae-Jong har været ved magten. Den 19. juni arresteredes 300 demonstrerende
cementchauffører af 2500 urobetjente. Et specialkorps på 300 politimænd
er på jagt efter Dan Byeong-Ho, formand for Koreas Sammenslutning af Fagforeninger
KCTU, og andre faglige ledere.
Den militante sydkoreanske fagbevægelse skal undertrykkes med vold.
Sydkorea har gennem lang tid været ramt af en økonomisk krise,
og Kim Dae-Jong-regeringen er i færd med at gennemføre en nyliberalistisk
politik, aftalt med IMF og Verdensbanken, som drastisk har fjernet hidtil gældende
arbejderrettigheder og sendt titusinder af arbejdende på gaden. Det er
baggrunden for arbejderprotester og demonstrationer gennem de sidste par år.
USA har 32.000 soldater stationeret i Sydkorea - og i de sidste måneder
har der også været studenter- og arbejderprotester mod det amerikanske
stjernekrigsprojekt og den amerikanske militære tilstedeværelse
i Sydkorea, som vanskeliggør en fredelig genforening af det delte Korea.
Angrebene på den koreanske fagbevægelse er udløst efter
at præsident Kim Dae-Jung den 14. juni proklamerede at den koreanske arbejderkultur
skulle ændres radikalt, fordi den, som han sagde, tolererede anvendelsen
af vold.
'Intet land i verden kan tolerere en sådan vold', sagde nobelfredsprismodtageren
(!) Kim, der kritiserede den ene af de to koreanske faglige paraplyorganisationer
Koreas Sammenslutning af Fagforeninger KTUC for at 'organisere voldelige demonstrationer'.
Derefter udløste præsidenten en voldelig undertrykkelse af fagforeninger,
som ikke er set mage til i et erklæret demokrati, som Sydkorea prises
som.
Præsidentens forsøg på at knuse den kæmpende fagbevægelse
kommer i forbindelse med, at KTUC fra den 12. juni har gennemført strejker
i en række sektorer. I tirsdags opgjordes tallet af strejkende til godt
50.000.
Efter politirazziaer mod arbejderne på Daewoo, Korea Telecom og Hyosung
angreb hundreder af urobetjente den 14. juni Yeochon Olieudvindingscentret (YNCC),
hvor arbejderne har strejket i en måned med krav om højere løn.
Den 19. angreb 2500 urobetjente, bevæbnet med økser, hamre og
store sten (!), til cementchaufførerne, som siden den 25. maj har demonstreret
i Yeoido. Med dette udstyr smadrede politiet deres cementblandingsmaskiner.
300 arbejdere blev arresteret, og anklagemyndigheden forbereder sag mod de fleste.
Cementchaufførerne har strejket siden den 10. april, fordi de ulovligt
er gjort til kontraktarbejdere. Deres krav er yderst moderate: de forlanger
bl.a. overarbejdsbetaling, søndagsfri og anerkendelse af deres fagforening!
Deres nuværende løn ligger langt under den lovfastsatte mindsteløn,
og de arbejder op mod 70 timer om ugen. Alt sammen retfærdiggjort med,
at de er 'kontraktarbejdere'.
Se video
fra politiangrebet på cementarbejderne (Real Player).
Samtidig er der indledt en heksejagt på faglige ledere og fagforeningsaktivister.
Fire fagforeningsledere fra flykabinepersonalets fagforening blev fængslet
i søndags efter afslutningen på en to-dages strejke og afslutningten
af en ny overenskomst. Anklagen: organisering af ulovlige strejker.
Der er udstedt arrestordre mod 39 faglige ledere, som står øverst
på listen over mest eftersøgte forbrydere i Sydkorea - med formanden
for KTUC (der som organisering, men ikke politisk kan sammenlignes med dansk
LO) Dan Byeong-Ho i spidsen. Blandt de eftersøgte er også ledere
af fagforeninger fra den kemiske industri og sundhedsvæsenet.
Et specialkorps på 300 betjente er sat ind alene i jagten på Dan
- og der er yderligere udlovet en dusør på 5 mio. won og andre
fordele for hjælp til pågribelsen.
Der er tale om den værste undertrykkelse af fagforeninger og fagforeningsfriheden og de største angreb på de sydkoreanske arbejdere nogensinde. Tusinder af arbejdere er blevet angrebet af politiet i de sidste par måneder, snesevis er blevet såret, 113 arbejdere har i år fået fængselsdomme for faglig virksomhed, og 49 faglige ledere er gået under jorden.
Siden præsident Kim Dae-Jung kom til magten for tre et halvt år
siden er 552 fagforeningsfolk blevet fængslet. Han overgår langt
sin upopulære forgænger som præsident Kim Young-Sam, der 'kun'
fængslede 507 fagforeningsfolk på fem år.
De koreanske fagforeninger anmoder om international solidaritet og protester
til den sydkoreanske regering.
Se mere på jinbo-net
(engelsk)
Tekst til protestskrivelse
(forslag på engelsk)
Netavisen 22. juni 2001