Som et udtryk for skærpelsen af de revolutionære processer i det
sydlige Asien er der nu dannet en koordinationsgruppe af maoistiske partier
og organisationer.
Koordinationskomitéen af Maoistiske Partier og Organisationer i Sydasien
(CCOMPOSA) blev lanceret den 1. juli med det erklærede formål at
'forene og koordinere den revolutionære proces i regionen'.
Baburam Bhattarai, politbureaumedlem i Nepals Kommunistiske Parti (Maoister)
og leder af dets internationale bureau, siger i den forbindelse:
- Da det sydlige Asien er ved at udvikle sig til et af de mest potente vulkanske
centrer for revolution i det 21. århundrede er dette CCOMPOSA-initiativ
rettidigt og af stor betydning. Vi styrker og udvider CCOMPOSA, som er bestemt
til at spille en historisk rolle i det sydasiatiske område.
Indtil videre består grupperingen af ni partier og organisationer. Udover det nepalesiske parti, som står i spidsen for en for tiden stærkt fremgangsrig revolutionær opstand i Nepal, er der partier og organisationer fra Indien, Sri Lanka og Bangladesh. Fra Indien Maoistisk Kommunistisk Centrum (MCC) og Peoples War Group (PWG), aktive i Bihar og Jharkhand. De indiske maoister ('naxalitterne') har ikke mindst forstærket den væbnede kamp i nye områder i Bihar. Desuden Indiens Revolutionære Kommunistiske Centrum (MLM) og Indiens Revolutionære Kommunistiske Centrum (Maoistisk). Fra Sri Lanka deltager Ceylons Kommunistiske Parti (Maoister)og fra Bangladesh Purba Bangla Sarbahara Party og PBSP (Maoist Punargathan Kendra) samr Bangladesh Samyabadi Party (ML).
I en fælleserklæring fra de ni organisationer hedder det bl.a.,
at verdensimperialismen i globaliseringens, strukturtilpasningens og
den fri markedsøkonomis navn har opstillet en global dagsorden for yderligere
at forstærke herredømmet, udbytningen og undertrykkelsen af folkene:
'Det sydlige Asien med mere end en femtedel af verdens befolkning, er en
vulkan på vej til udbrud . . . Alle de store modsætninger i regionen
skærpes og kræver revolutionære løsninger'.
Erklæringen understreger også at nationale befrielsesbevægelser
udvikler sig i Kashmir, Assam, Manipur og andre nordøstlige indiske delstater,
Bangladesh og Pakistan. Den opfordrer alle maoistiske kræfter i Sydasien
til at tilslutte sig CCOMPOSA og 'forsvare og fremme de igangværende
langvarige folkekrige i Nepal og Indien'.
Initiativet skulle være taget ved et møde i Nepal i april måned.
Ifølge den store borgerlige avis Times of India tager efterretningskredse
i Indien dette initiativ yderst alvorligt. 15 specielenheder fra den indiske
hær vil fra den 20. august blive anbragt langs hele den 240 km. lange
grænse mellem Indien og Nepal - hvad der kunne ligne opbygningen af en
mulig invasionsstyrke.
Med forstærkelsen af oprørsgruppernes virksomhed ikke bare i Nepal,
men også i Indien og andre steder er også den politimæssige
og hærens indsats, ikke mindst i områder hvor naxallitterne står
stærkt, blevet øget.
I sidste uge erklærede førsteministeren i den vestbengalesiske
regering Buddhadeb Bhattacharjee i parlamentet under en debat om midler til
politiet, at Nordbengalen og grænsen mellem Indien og Bangladesh udgør
to områder, der giver anledning til stor bekymring. Ifølge ham
uddannedes Katampuri Liberation Organisation af Assams Forenede Befrielsesfront:
"Hvis de slår sig sammen med de nepalesiske maoister, kunne det blive
en dødelig situation for os", sagde han.
Netavisen 28. juli 2001