Hviderusland står højt på det amerikanske menukort. Landet har præsidentvalg den 9. september - og meget tyder på genvalg til den 'kommunistiske' præsident Lukashenko. USA arbejder imidlertid overordentlig kraftigt på at sikre Lukashenkos udskiftning med en ny pro-vestlig præsident, der vil gennemføre en række markedsøkonomiske reformer, Lukashenko er veget tilbage for.
Ifølge den britiske avis The Times har den amerikanske ambassadør
i landet Michael Kozak i et usædvanligt åbenhjertigt brev til en
engelsk avis indrømmet, at USA i Hviderusland gennemfører en politik
svarende til den i Nicaragua i 80erne, herunder massiv finansiering af politiske
højregrupper.
Ambassadøren skriver, at USA's 'målsætning og til en vis
grad dens metodologi er den samme' i Hviderusland som i Nicaragua under
lampen mod sandinisterne, hvor finansiering og bevæbning af højreorienterede
contraer kostede mindst 30.000 mennesker livet.
Kozak har tidligere arbejdet som diplomat (?) i Panama, Nicaragua og El Salvador,
og været ambassadør i Cuba.
Ifølge hviderussisk lov er det forbudt udlandet at finansiere politiske partier - men der findes mange andre måder. En talsmand for den amerikanske ambassade siger, at USA finansierer 300 regeringskritiske NGOer, herunder en række ikke-statslige medier. Mange af disse er ifølge talsmanden knyttet til dem, der 'søger politisk forandring'.
Under Bush-administrationen er den amerikanske appetit på europæiske værdier blevet kraftigt skærpet. Den søger at vinde øget politisk indflydelse i Østeuropa og i Balkan - og har samtidig blikket rettet mod de tidligere Sovjetrepublikker, ikke mindst i det olierige Kaukasus. Den britiske avis The Times konstaterer også, at CIA har været aktiv i krigen i Makedonien på den albanske guerillas side.
Den hviderussiske befolkning frygter, at en pro-vestlig regeringsleder vil gennemføre økonomiske reformer som i Rusland og Ukraine, der har forarmet hovedparten af disse landes befolkninger. Den populære Lukashenko er forhadt af USA, der beskylder ham for at være en 'diktator'. Der er ført en langvarig kampagne imod ham i de vestlige medier. Lukashenko går ind for en union mellem Hviderusland og Rusland.
Manden, som er udset til at besejre Lukashenko i valget, er formanden for fagforeningssammenslutningen
FBTU Vladimir Goncharik. Disse fagforeninger udgør den største
såkaldt uafhængige organisation i Hviderusland, og spiller ifølge
den Internationale Sammenslutning af Frie Fagforeninger ICFTU en 'hovedrolle
i kampen for demokratisk forandring og økonomisk reform'.
ICFTU gennemfører en kampagne mod Lukashenko under overskriften 'Belarus
Protest' - Protest Hviderusland.
Netavisen 5. september 2001