Det er spørgsmålet om færøsk selvstændighed, der står øverst på øernes dagsorden, og også forrest i valgkampen om de to færøske pladser i folketinget.
Det republikanske Parti med vicelagmand Høgni Hoydal som formand og spidskandidat kæmper for færøsk selvstændighed, mens Sambandspartiet med Torshavns tidligere borgmester Lisbeth Petersen som partiformand vil bevare det nuværende forhold mellem Danmark og Færøerne. De udgør de parlamentariske modpoler i færøsk politik - og ventes ifølge meningsmålingerne begge at blive repræsenteret i folketinget. Republikanerne ventes at vinde mandatet fra Socialdemokratiet og Joannes Eidesgaard, hvis valg sidste gang sikrede Nyrup regeringsmagten.
Republikanerne er ikke et støtteparti for Nyrup Rasmussen, der i øvrigt
har gjort sig grundig upopulær på Færøerne ikke mindst
gennem hans barske afvisning af landstyrets forslag til overgangsordninger i
forbindelse med færøsk selvstændighed.
- Hvis vi bliver tungen på vægtskålen, giver vi vores stemme
til den statsminister, der anerkender Færøernes nationale rettigheder,
siger en af republikanernes topkandidater Kristina Háfoss. Hun erklærer,
at Republikanerne i folketinget ikke vil knytte sig til noget parti, men vil
'være en stemme for det færøske folk'.
Hoydal siger:
- Vi vil have, at den danske regering anerkender os som et folk og en nation
efter internationale regler. Vi vil for eksempel have lov til at deltage i FN.
Ellers ende vi som en afkrog i globaliseringen. Og først når vi
har nationale rettigheder - og pligter - kan vi forhandle på lige vilkår
med Danmark.
Den reaktionære Oli Breckmann fra Folkeflokkin, der ligesom socialdemokraterne
ventes at ryge ud af folketinget, siger om Republikanerne siger til Politiken:
- De er jo venstreorienterede og ryger lige ind ved siden af Enhedslisten. Forestil
dig Fogh Rasmussen samarbejde med dem. Vorherre bevares!
Sambandspartiet er traditionelt samarbejdspartner med partiet Venstre.
Netavisen 19. november 2001