USA's mest kendte politiske fange Mumia Abu-Jamal har fået sin dødsdom
annulleret, efter at have tilbragt næsten 20 år på dødsgangen,
uskyldig dømt for mordet på en politibetjent i Philadelphia i 1981.
Dommer William Yohn har annulleret den oprindelige strafudmåling, og dermed
dødsdommen, og beordret at en ny domshøring skal finde sted inden
for 180 dage med henblik på en ny strafudmåling. Sker det ikke,
ændres dommen automatisk til livsvarigt fængsel. Yohn angav fejl
ved den oprindelige rettergang som grund.
Kendelsen er imidlertid kun et skridt i den rigtige retning. Den er ikke retfærdighed for Mumia. Det er ikke nogen frifindelse, og Yohn afviste forsvarets krav om en helt ny retssag på baggrund af de nye oplysninger om drabet på politimanden, som er fremkommet, da en Arnold Beverley i 1999 aflagde en beediget tilståelse om, at det var ham, der dræbte betjenten. Mumia risikerer tilmed igen at blive dødsdømt ved en ny strafudmåling.
En stor solidaritetsbevægelse er aktiv i USA og internationalt for den
tidligere journalist og Sorte Panter, som fra sin fængselscelle udfolder
en omfattende politisk skribentvirksomhed. Ændringen af dødsdommen
skal tage dampen ud af denne bevægelse.
Mumia er i år blevet æresborger i byen Paris. Det er første
gang siden 1971, den ære er overgået nogen. Sidste gang var det
Pablo Picasso.
Netavisen 19. december 2001