Home

Lagt op til konfrontationer 1. maj i mange lande

Arbejderklassens internationale kampdag vil blive markeret med demonstrationer og protestmøder overalt i verden. Millioner af arbejdere og arbejdende mennesker vil gå i gaderne for at rejse deres krav til en bedre fremtid.

Klassekampen er skærpet i de seneste år på globalt plan i takt med de ødelæggende virkninger af den kapitalistiske offensiv mod de arbejdende og deres rettigheder - og i takt med udviklingen af den verdensomspændende kapitalistiske krise. Majdagen vil blive fejret på alle kontinenter, i alle hovedsteder, fra Moskva under bannere med Lenins og Stalins billeder - til Sydney, Seoul, Sao Paolo og Johannesburg.

Den skærpede klassekampsudvikling har også ført til, at maj-dagen mange steder vil stå i kampens og konfrontationens tegn.
En række steder er den grundlovssikrede demonstrationsret blevet sat helt eller delvist ud af kraft. Det gælder f.eks. i Berlin, hvor en socialdemokratisk-borgerlig koalition simpelthen har forbudt visse 1. maj-arrangementer.
I Sydkorea ventes en konfrontation mellem regering og dets politi og de to største fagforeningsorganisationer, som har planlagt en march i Seoul på trods af et politiforbud. Demonstrationerne i Sydkorea har en udtalt politisk karakter, vendt mod den arbejderfjendske regering, der for nylig lod politiet voldeligt nedkæmpe tusinder af fyrede automobilarbejderes fra Daewo Motor Co. protester.
I Tyrkiet, hvor sultestrejkende nr. 20 netop er død, ventes de massive demonstrationer mod IMFs og regeringen Ecevit og Kemal Dervis' arbejderfjendske nedskæringsplaner at blusse op igen over hele landet.

Den 1. maj 2001 vil sætte en tyk streg under maj-dagen som international kampdag!

Netavisen 1. maj 2001