-Af Dy
Smilende politihund
Plakaten ser jeg da jeg bliver eskorteret op på 2 sal på Valby politi station af to mandlige betjente. Den hænger lige foran mig som jeg kommer gående op ad trappen fra stationens kælder og forestiller en tegneserie bulldog iklædt uniform, kæmpe Colgate smil, et smigrende glimt i øjet og en farvestrålende blomst fremstrakt ud imod mig. Ovenover står teksten ”Gir du ikke et lille smil” .
Det absurde i situationen får mig til at grine højt og lyden får betjenten foran mig, til at vende sig om og spørge hvad jeg griner ad. Der er ingen vrede i hans stemme, snarere undren, og det er forståeligt, for der har faktisk ikke været noget at grine af i de seneste 11 timer som jeg har tilbragt i politiets varetægt.
Farverig Folkefest.
Min dag startede ellers fyldt med glæde og venners smil. Det er G-dag, lørdag d. 6/10 og min dag begynder med fælles morgenmad sammen med nogle venner, hjemme hos en veninde. Stemningen er god, men også lidt anspændt over franskbrødet og kaffen, og imens der bliver spist i stuen, bliver der i køkkenet diskuteret nytten af citronsaft imod tåregas, og talt om hvilken finger man vil gå i, i demonstrationen. Hos os er der flertal for Grøn finger, men der er også enkelte som vil holde sig helt i baggrunden. Klokken nærmer sig 13 og vi gør os klar til at gå.
Min veninde beskriver stemningen som før en fest, og da vi kommer hen til Nørrebrohallen er det virkelig som en kæmpe stor folkefest. Der er farveklædte mennesker overalt og hele 4 højtalervogne. Solen skinner, humøret er i top og folk er klar til at tage et nyt ungdomshus. Vi skal dog vente lidt før vi kan bevæge os mod Grøndalsvænge, der er lidt problemer med lydsystemet og da det er ordnet er der lige et par taler.
Der tales om grundlaget for dagens aktion, om det ikke-voldelige kodeks og om de 4 forskellige fingre, grøn som er fronttroppen, gul som er queer fingeren og nummer to i demoen, derefter turkis og den kreative røde finger. Hver finger har sin funktion og metode til at nå dagens fælles mål, at tage et nyt ungdomshus!
Endelig kommer vi af sted og det er et fantastisk syn for vi er enormt mange folk. Der er unge, gamle, par med børn og Christiania demoen er også kommet til på dette tidspunkt. Der er klovne, ninjaer, den autonome Asta Nielsen, kommunister, aktivister, gøglere, Ruth’er og så mange, mange flere farverige mennesker. Demoen bevæger sig fredeligt af sted og bliver mange steder fulgt af nysgerrige blikke fra vinduer og fortove, og det er helt forståeligt for vi er en imponerende gruppe!
Flyt jeres biler! I er ikke en del af denne konflikt.
Først ved Fuglebakken station møder vi politiets blokade. De har spærret vejen under broen med deres vogne. Fra vores grønne højtaler vogn bliver der talt direkte til politiet. (Både på dansk og engelsk, men af en eller anden grund er det den engelske version som jeg nu husker og kan gengive her.)
”Police! Move your cars, we are going through. This is a non-violent action. This is a non-violent demonstration and we are going through! We have come to take a youth house that the politicians took away from us, and you are not a part in this conflict. You can choose to move your cars. You can choose to go home.
We have no place to go. So please! Remove your cars.
We will take a youth house today!”
På dette tidspunkt er den forreste kæde gået frem mod politiets afspærring med skjolde, træplader beklædt med skumgummi. Vores taktik er at skubbe politiet væk, og vores styrke ligge i vort antal. Vi er ca. 3-4 hundrede i grøn finger og bag bilerne er der ikke mere end 50 betjente. I starten ser det lovende ud, vi skubber på politiet og får også vippet gevaldigt med en af deres vogne. Enkelte aktivister er kravlet op på nogle af vognene, men bliver brutalt skubbet ned af betjente.
Betjentene er fuldstændig ligeglade med de faldende aktivister.
Sammen med en lille gruppe, får jeg øje på et svagt led i politiets kæder imellem deres vogne, og vi forsøger at mase os igennem her. Vi er to som står og holder skjoldet og bag os stå flere aktivister og skubber. På et tidspunkt presses jeg ud på siden af skjoldet så jeg pludselig er fanget med en beton søjle i ryggen og ligeledes på min venstre side, foran mig står der et hav af høje betjente. Jeg er omringet, for mine venner bag skjoldet er nu blevet trængt tilbage og bliver mast af flere betjente på min højre side.
Alting går meget stærkt. Jeg prøver at dreje mig og stemme benene imod betonsøjlen for at få mere luft. En pige bag skjoldet spørger om jeg er ok. Jeg nikker, selvom jeg føler panikken komme væltende. Jeg bliver presset meget hårdt mod betonsøjlen af betjentene. Betjenten foran mig hæver sin knippel, og jeg holder mine arme op over hovedet. Jeg mærker at han slår ned med kniplen. Det er dog ikke mig han rammer, men derimod mine venner bag skjoldene. Efter et stykke tid, får betjentene overtaget og skubbet folkene bag skjoldet væk og jeg slipper væk.
Kort tid efter begynder politiet at skyde tåregas ud over demonstrationen, og selvom der fra højtalervognene tidligere er blevet opfordret til at rykke frem og igennem politiets kæder når der kom gas, så styres folk af deres instinkter, og når man bliver udsat for tåregas er ens første tanke bare at komme væk.
Det svier i huden, går i ens vejrtrækning og føles som syre i øjnene. Jeg er selv en af de mere heldige, som er udstyret med svømmebriller og et tørklæde gennemvædet i citronsaft, andre har gasmasker. Situationen på dette tidspunkt er ret kaotisk. En demonstrant er besvimet og bæres væk fra gassen af andre.
Over højtalervognen hører vi at politiet nu også komme bagfra og dermed er i gang med at spærrer os inde. Politiet bliver ved med at skyde med mere gas, og de folk som stadig er oppe ved afspærringen forsøger enten at smide gas patronerne tilbage mod politiet eller slukke dem med våde klude. Hele gaden er indhyllet i gas.
På dette tidspunkt har jeg mistet fornemmelsen for tid, og kan ikke sige hvor lang tid vi har forsøgt at komme igennem politiets blokade under broen.
Flere aktivister forsøger nu at komme over broen og krydse banelegemet. Nogle bliver stoppet i en fodgængertunnel som hurtigt fyldes med en tyk sky af gas. Pludselig hører jeg en veninde kalde på mig, det er ellers et stykke tid siden jeg mistede kontakten med resten af mine venner. Da politiet begyndte at kaste gas blev folk spredt for alle vinde.
Sammen beslutter vi at forsøge at komme op over sporet. Vi kravler op ad en skråningen og står lidt og vejre ved sporene. Vi er ca. 100 m fra stationen, hvor adskillige betjente går rundt, men vi er ikke alene. Længere henne ad sporet er der flere små grupper som løber over sporene. Vi krydser også, og finder efter kort tid en vej ned på den anden side igennem et tornekrat. Jeg er ret nervøs som vi kravler ned på den anden side, det er nemlig ikke til at se om vi render lige i armene på et par betjente eller om der er fri bane.
Vi kommer ubemærket ud i det fri på den anden side. Hverken min veninde eller jeg er helt klar over hvor det præcist er at Grøndalsvænge nr. 13 er, så vi spørger nogle andre aktivister som vi møder. De fortæller at der er et massivt opbud af mandskabsvogne ved grunden og vi venter derfor lidt angste ude på Hillerødgade for at se om der ikke er flere folk som kan slutte sig til vores lille gruppe.
Pludselig sker der noget. Længere henne af Hillerødgade har gul gruppe brudt igennem politiets kæder og der er nu hundredvis af aktivister på vej imod os under stor jubel. På kort tid har vi en stor gruppe som hurtigt er henne ved en af portene ind til selve grunden. Pigtråden øverst bliver klippet og folk hjælper hinanden over porten. Der går ikke mere end et par minutter fra jeg er kommet over hegnet til det er indhyllet i tåregas og de folk som ikke er nået over bliver omringet af kampklædte betjente.
Vi er inde.
Inde på grunden bevæger vi os i en samlet gruppe. Hovedhuset er besat af politiet, så der er ingen der forsøger at komme ind i huset, i stedet bevæger vi os længere ind på grunden til en stor bar plads. Der er en underlig stilhed på stedet. Fra hovedhusets tag bliver vi overvåget af et par betjente. I baggrunden kan man høre sirener, men det føles som en fjern, fjern verden. Nogle folk går rundt på grunden og undersøger de andre bygninger, nogle sætter sig ned til et tiltrængt hvil og får vejret efter den kæmpe mængde tåregas.
Jeg har mistet min veninde, og ved nu ikke hvor hun er, men til gengæld finder jeg en anden ven som også er kommet ind på grunden.
Der er en fyr som er klatret op på en skorsten med et piratflag. Folk jubler, og der er en god, men også spændt og afventende stemning. Vi er fandme kommet igennem politiets kæder! Yeah!
Over en megafon får vi af vide at vi venter på forstærkninger fra de andre grupper, før vi bevæger os videre. Efter kort tid kommer der da også en lille gruppe fra grøn til, men vi er stadig ikke nok. Efter ca. en halv time deler vi os op. Én gruppe begynder at klatre op på taget af en af bygningerne og den anden danner kæder, taktikken er at hvis vi bliver anholdte, så bliver vi det samlet. Jeg forsøger at klatre op på taget, men når aldrig så langt da politiet pludselig rykket talstærkt ind med deres hollændervogne. Jeg løber tilbage til gruppen og stiller mig ind i kæderne, sammen med min ven.
Politiet omringer os på kort tid med hunde. De er ca. 20-30 med hver deres hund. Folk står stille i kæderne, der er ingen som bryder sig om at få en hund i benet, og politiet er kendt for at bruge hundene mod aktivister. Politiet har en megafon, men jeg kan intet høre af hvad der bliver sagt for alt overdøves af vores kampråb. ”Vi har ventet længe, nu har vi grøndalsvænge!” og ”1-2.1-2-3-ungdomshus nu, i dag!” Efter hvad der føles som en evighed sætter vi os ned. Og venter.
Min ven begynder en samtale med en ung pige. ”Hvad synes du vi skal have i det der hus?” Spørger han og peger på et af de mindre huse.
Vi begynder at tale om vores drømme for husene, og pladsen vi sidder på. Området er så meget større end jeg troede, og der er så mange muligheder for at udnytte alt den plads. Det er en forbrydelse at Københavns kommune bare har kunnet lade disse bygninger stå ubenyttet hen.
Det føles meget befriende at sidde her og drømme om fremtiden, på et tidspunkt hvor vi udmærket godt er klar over at vi er omringet af politi og det næste der vil ske er at vi bliver lagt i strips og sandsynligvis kørt væk i grønne busser.
Og ganske rigtigt så snart politiet kan skaffet busserne til at fragte os derfra, begynder de at anholde os en efter en.
Ikke om jeg går med frivilligt.
Politiet vil gerne have os til at blive siddende på jorden, men vi er en gruppe som rejser os op. Jeg skal pisse, og vælger at gøre det i udkanten af gruppen, foran en betjent og hans hund. Det er ikke fordi jeg er særlig ekshibitionistisk, eller nyder at flashe mine kønsdele foran det københavnske politi, men erfaring har lært mig at når man først er i politiets varetægt er det umuligt selv at bestemme hvornår man kan få adgang til et toilet, så det er bare om at få lettet blæren mens man endnu kan.
Min irritation over politiet stiger efterhånden som folk bliver ført væk. På et tidspunkt forsøger jeg at motivere folk til at vi skal gå i samlet flok og bryde ud. Det provokerer mig at politiet på den måde bare kan passificerer os med deres skide hunde, selvom vi er i klart overtal. Folk er med på at rejse sig op, men mere modstand bliver det ikke til. Ikke fordi folk ikke er motiverede, men de forreste bliver truet med hundene og har ikke lyst til at forsøge at bryde ud, og det er egentlig også ganske forståeligt, det er dem som er mest udsatte.
Udbryderforsøget bliver opgivet og politiet fortsætter med at anholdt os en efter en.
Folk står stadig i kæder, men de fleste går frivilligt med betjentene, jeg er ikke iblandt dem. Da det bliver min tur sætter jeg mig resolut ned på jorden. Det kan godt være at jeg ikke kan vælge om jeg vil anholdes ellers ej, men fandme om jeg bare vil gå med frivilligt! Min stædighed gør at de først to-tre betjente hurtig opgiver at tage mig med, og i stedet tager de folk bag mig. Jeg er udmærket godt klar over at min lille protest ikke kommer til at ændre på facit, men lige i det øjeblik er jeg fuldstændig ligeglad.
Til sidst kommer der to betjente og hiver hårdt fat i hver sin arm, og slæber mig hen over gruset. De bander højlydt over hvorfor jeg da for fanden ikke bare kan komme med frivilligt, som om det er en personlig fornærmelse imod dem at jeg ikke gør deres arbejde så let som muligt.
Som straf for min opførsel bliver jeg mast mod jorden, mens jeg får strips på, og får derefter revet mine arme bagud. Det sidste stykke vej hen til den ventende grønne bus bliver jeg nærmest båret i mine bagud vredne arme. Det gør sindssygt ondt i begge mine skuldre, og jeg skriger op. Det virker dog ikke som om det interesserer de to betjente.
Oppe i bussen bliver jeg smidt ned i et sæde, hvilke viser sig at være en luksus som ikke alle får del i. Politiet begynder nemlig også at sætte folk i futtog i mellemgangen. Der er flere som pointerer det farlige i denne situation, for folk kan ikke holde fast eller tage fra med hænderne da de er i strips. Politiet deler ikke dette synspunkt.
Iskoldt beton gulv
På Valby station bliver vi sat i futtog i en garage kælder på det kolde beton gulv. I lykkelig uvidenhed om hvor lang tid vi kommer til at sidde her, er folk rolige og finder sig i situationen. Klokken er på dette tidspunkt 18.30
Ingen af os er endnu blevet registeret og folk sidder således stadig med deres tasker og ting omkring sig. De første mange timer kommer ingen af os på toilettet eller får vand. En pige foran mig har blod i håret efter knippelslag. Vi råber op om at hun skal tilses af en læge, men først efter en halv time og adskillige ignorerende blikke fra betjentene bliver hun ført væk og kommer ikke tilbage.
Folk er nu begyndt at blive rastløse og rækkerne af futtoge går mere og mere i opløsning, som folk ligger sig ned på det kolde gulv eller får skubbet sig hen og sidde op ad en væg.
Det lykkedes mig med hjælp fra pigen som sidder bag mig at få klippet mine strips over med en tang jeg har i tasken, og derefter forsøger jeg skjult at befri så mange som muligt af deres strips. Enkelte af betjentene er meget pligtopfyldte og går rundt og tjekker om folk stadig er i strips. Jeg får hurtig et par nye strips på, men heldigvis så løst at jeg kan smutte ud af dem og da de stadig ikke har fundet min tang fortsætter jeg med at klippe strips af folk.
Tissepause! Tissepause! -Et utraditionelt nyt kampråb.
Tissesituationen er nu meget kritisk. Politiet er begyndt at tage folk på toilettet, men der er kun et toilet til os alle sammen og vi er ca. 300 i kælderen. Desperationen lyser ud af en ung piges øjne da hun kommer tilbage fra toilettet. ”Jeg skal stadig tisse” siger hun, hun havde muligheden men kunne ikke fordi der stod en kvindelig betjent og så på hende ude på toilettet.
I det hele taget er politiets opførsel meget ubehagelig. I rækken ved siden af står en mandlig betjent og laver sjov med et bilbatteri. Hans joke går på, at man jo kunne sætte strøm til aktivisterne for at få dem til at tilstå. Det er bare ikke sjovt, især ikke i denne situation hvor det kolde gulv og trækken fra den konstant åbne garage dør føles som afstraffelse i sig selv, og de folk som rejser sig op for at få varmen, strække deres ben eller trippe rundt for ikke at tisse i deres bukser øjeblikkeligt bliver beordret om at sætte sig ned igen.
Klokken tolv kommer der flasker med vand til os, og folk hjælper hinanden med at drikke, da størstedelen stadig sidder med hænderne i strips på ryggen. Heldigvis er der flere der, ligesom jeg har hænderne fri, og skjult for betjentene har folk da også fundet talrige kreative måder at få røget smøger og sendt både sms og mms ud på. Jeg har fået en sms fra en ven, som vækker jubel omkring mig. G13 melder om stor succes og en gennemført ikke-voldelig aktion, og pressens billeder viser tydeligt at det var politiet som var de voldelige.
Det er en fantastisk besked, som blot forstærker vores følelse af at aktionen er lykkedes. På trods af at jeg nu sidder anholdt i en kold kælder, på trods af at mine håndled og skuldre stadig gør ondt og jeg ikke på dette tidspunkt ved hvornår jeg kommer ud, på trods af at så mange af mine venner og kammerater i dag er blevet gasset, slået og anholdt, så har det været en succes og vi har sejret!
Temperaturen i kælderen bliver lavere og lavere i løbet af aftenen, og da klokken er halv et får vi ca. 10 madrasser udleveret, et antal som ikke rigtig forslår til 300 mennesker hvoraf en del sidder i T-shirts og enkelte i shorts. Først en halv time senere kommer der nogle tæpper til os. De heldige på dette tidspunkt er dem som har fået deres hænder i strips foran, men flertallet sidder stadig med armene bag ryggen, en stilling de har været i, i over 9 timer på dette tidspunkt.
Et absurd smil.
Jeg bliver hentet ind til registrering omkring klokken to, betjentene bag skranken morer sig højlydt over mine svømmebriller, og spørger om jeg har haft planer om at besætte under vand. Alle mine ting kommer i en blå plastkasse og jeg bliver smidt ind i en lille detention celle, hvor der i forvejen befinder sig 11 andre piger. Cellen er kvælende varm og meget ilt fattig, men vi er dog heldige og have 5 madrasser til deling og nogle tæpper.
Da klokken er omkring tre får vi smidt et par cheeseburger fra McDonald’s ind i cellen, det hjælper dog ikke for de fire piger som er vegetarer, de får intet mad. Vi bliver en efter en hentet ud til afhøring og til sidst bliver det da også min tur. To mandlige betjente afhører mig udenfor cellen, og jeg må gang på gang udtale mit ”ingen kommentarer”.
De fører mig derefter ovenpå for at jeg kan gennemlæse rapporten, og det er her jeg møder den smilende hund med dens absurde anmodning om et smil.
Absurd fordi selvom jeg slipper ud ganske kort tid efter at have gennemlæst afhøringsrapporten, så er der stadig hundrede af mine venner tilbage på stationen. Absurd fordi jeg her i dagene efter aktionen sidder syg med ondt i halsen og feber, og absurd fordi jeg lige nu faktisk føler, at der er noget at smile af.
At når jeg ser og taler med mine venner som også var med i lørdags så er det, på trods af alting, med en følelse af sejr, en følelse af at vi har vundet, om ikke krigen, så i hvert fald den her omgang. For vi gir aldrig op, vi kæmper for at sejre og kampen forsætter!
Netavisen 12. oktober 2007
