- Hvis det sidste mæglingsforslag bliver stemt ned, så er det
kun et spørgsmål om dato, før vi har konflikt, vurderer
tillidsmand Kim Laursen, Danish Crown, Odense, til Netavisen.
To gange tidligere har landets 15.000 slagteriarbejdere nedstemt forbundets
forhandlingsresultat hhv. mæglingskitse. Tillidsfolkene i Odense anbefaler
et Nej, mens fagforeningsledelsen anbefaler et Ja. Den 23.april offentliggøres
det næste resultat.
To gange har slagteriarbejderne underkendt deres forhandlingsledere, så
nu står de for tredje gang i dette forår overfor urafstemning. Det
er de færreste, der tør spå om udfaldet:
- Det er vanskeligt at sige noget om udfaldet. Det kan blive meget tæt,
mener Kim Laursen.
Første gang faldt forhandlingsresultatet med 81 contra 19 pct. Dette
resultat indeholdt en udvidelse af overenskomstperioden fra 2 til 4 år.
I den første mæglingsskitse blev perioden så fastsat til
at gælde to år, hvilket medførte, at 53,4 pct. stemte imod,
mens 46,6 pct. stemte Ja.
Kim Laursen er ikke imponeret over overenskomstperiodens længde:
- Det er naturligvis positivt, at vi fik fjernet den 4-årige periode;
men det er jo ikke en forbedring i forhold til, hvad vi hele tiden har haft.
Ændringerne giver os 4kr. yderligere på timelønnen og 2kr.
på basislønnen.
Det er stadig utilstrækkeligt:
- Tillidsmandskredsen i Odense er enige om at anbefale et Nej, fordi vi ikke
har fået fri på de indeklemte fridage, hvilket vil sige fredag i
forbindelse med Kristi himmelfartsdag og eksempelvis 1.maj. Desuden bliver vi
i forbindelse med maskinstop ramt på pengepungen, udtaler Kim Laursen
til Netavisen, og oplyser, at 98 pct. af fagforeningsledelserne anbefaler et
Ja.
Netavisen 11. april 2001