Hvad gør man, når storbønder overtræder loven og driver flere landbrug end tilladt? Regeringen og folketinget lovliggør det selvfølgelig!
For tre år siden afsløredes det, at 1264 storbønder drev
mere end de fem brug, som landbrugsloven tillader. Ca. halvdelen af dem gjorde
det ulovligt. De resterende havde dispensation, som rundhåndet uddeles.
Blandt lovovertræderne var 10 ud af 25 medlemmer af De Danske Landboforeningers
bestyrelse. Dengang bebudede daværende fødevareminister Henrik
Dam Kristensen, at der ville blive skredet ind over for lovovertrædelserne.
Det er der også blevet, skriver Politiken lørdag. Nemlig ved at
lovliggøre ulovlighederne!
I 1999 vedtog folketinget en lov, der tillod landmænd at drive mere end
fem bedrifter, blot det samlede areal ikke oversteg 375 hektar. Samtidig sikredes
igen rummelige dispensationsmuligheder for at overskride denne hektarstørrelse.
Virkningerne af denne lov, viser det sig nu, har med ét slag bragt stort
set alle lovovertrædelser ud af verden.
Hokuspokus: Vejen banes for endnu flere storlandbrug. Kapitalismen belønner
sine driftige lovovertrædere.
Netavisen 29. april 2001