Økonomiudvalget i Københavns Borgerrepræsentation ventes
i dag at træffe beslutning om at bevare og samtidig kommunalisere Folkets
Park på Nørrebro.
Den lille park har eksisteret som en grøn oase tilbage fra dengang
i begyndelsen af 70erne, hvor 'Den sorte firkant' virkelig var sort og slumstormerne
protesterede mod totalsaneringer og udflytning af bydelens beboere - og krævede
boliger til unge og en bydel for menneskene og ikke spekulanter.
I 30 år har den fungeret uden tilskud, drevet af beboerne, og under konstant
trussel om at blive bebygget af grådige bygherrer.
Den vil fra nu af overgå til de kommunale gartneres pasning - men vil
samtidig være sikret mod bebyggelse. Beboerne i bydelen vil imidlertid
utvivlsomt slås for kontrollen med både parken og Folkets Hus i
tilknytning til den.
Folkets Park er en del af et større kommunalpolitisk forlig om Nørrebro, der i dag behandles af borgerrepræsentationens økonomiudvalg. I forliget indgår også opførelse af boliger i en større grund ved Sankt Hans Torv, opførelse af et stort parkeringsanlæg samt en plan om en ny idrætshal til bydelen.
Netavisen 15. maj 2001