Dykker man blot lidt ned under overfladen, er det svært at forestille
sig, at det ikke var den sorteste reaktion, der stod bag angrebet på husbesætterne
i Svendborg forrige weekend og fik lov til det.
En manufakturhandler fra Svendborg er ifølge Fyens Stiftstidende for
tiden jublende lykkelig. Han er lykkelig over, at det lykkedes at sætte
en flok af Svendborgs unge stærke mænd, nogle med voldsdomme og
fængselsstraffe, op imod unge husbesættere. Det, han kalder for
"antiterrorkorpset" havde været i aktion og jaget bz'erne ud
af byen.
Husbesætterne havde besat et hus i Møllergade, et hus, som havde
stået tomt igennem snart et år. Med besættelsen ønskede
de at understøtte kravet om et ungdomshus nu.
Mens hoben af fulde og skrigende bøller forsøgte at ryge bz'erne
ud af bygningen med nødblus og brosten, forstod politiet i Svendborg
at vende det blinde øje til. En del af bz'erne flygtede væk fra
bygningen og fra de angribende horder, som havde besluttet, at nu skulle disse
"mærkeligt udseende" bz'ere have tæsk.
Da politiet endelig nåede frem, lykkedes det politiet at undgå at
anholde en eneste af de angribende voldsmænd. De, der blev anholdt, var
alene husbesætterne.
Med til drejebogen hører, at husbesætterne skulle stå bag
en påstået ildspåsættelse af en knallert ved nogle af
overfaldsmændenes stamværtshus. Efter brandpåsættelsen
skulle de mistænkelige gerningsmænd have været set forsvinde
ind omkring det besatte hus.
Hvem andre end modstandere af husbesætterne skulle have interesse i en
sådan påstået handling?
Den var et nyttigt og vigtigt led i at mobilisere bredt blandt stamgæster
og fulde havnefestdeltagere.
Den var reaktionens eget værk og set så mange gange før,
når den sorteste reaktion sætter sig i bevægelse.
Netavisen 31. juli 2001