Lærerne på Ny Carlsberg Vejens Skole har d.d. holdt fagligt møde vedr. folkeskolens situation.
Det volder os ikke vanskeligheder at tilslutte os den udtalelse som Danmarks Lærerforenings kredsformænd vedtog 10. august d.å.
En overvældende del af Kommunernes Landsforeningens medlemmer, altså kommuner, lever ikke op til Arbejdstidsaftalens bilag 3, 'En skole i udvikling'. Årsagerne skal findes i kassetænkning i forbindelse med den ny arbejdstidsaftale, manglende forhandlingsvillighed i forbindelsen med overgang til ny løn m.v. Der mangler simpelthen i vidt omfang sammenhæng mellem mål og midler, så meget at det vækker bekymring i Folketing og hos undervisningsministeren. Kommunerne lever ikke op til deres forpligtelser over for bevarelsen af én fælles folkeskole i Danmark. Det er for ringe. Og ingen politikere kan med troværdigheden i behold påstå at de ikke véd det. Heller ikke i København.
Løn- og personalepolitikken må hænge sammen. Politikerne i København må indse at der må tilvejebringes og målrettes resurser til den københavnske folkeskole, hvis sammenhængen mellem de allerede flot formulerede mål for den københavnske folkeskole konkret skal kunne mærkes i folkeskolens dagligdag. Sammenhængen er fraværende. Råderummet er indsnævret til ingenting.
Op i gennem 90'erne måtte folkeskolen i København lægge ryg til nettobesparelser og nedskæringer på ikke mindre 1/6 af skolevæsenets budget. Derved er der skabt en situation, hvor skolerne ikke har mulighed for at leve op til elevernes, forældrenes og egne forventninger til en tidssvarende undervisning. Dette er de ansvarlige politikere naturligvis klar over, og har for nyligt lanceret at nu skal folkeskolen ha' et løft på 100 mio. kr. Men det er fup for først skæres 2% svarende til 50 mio. Dernæst findes de næste ca. 50 mio. ved udsættelse af vedligeholdelsesarbejder o. lign. Vi kan ikke være utilfredse med at undgå besparelser i et valgår, men folkeskolen i København har et udtalt behov for flere midler til bl.a.
· Skole-hjem samarbejdet
· Ture og lejrskoler
· Bøger og tidssvarende undervisningsmaterialer og materiel
· Tid til forberedelse
· To - lærerordninger i indskolingen
· Vedligeholdelse og ombygninger
· Vikardækning
· Efter- og videreuddannelse
· Specialundervisning
På vegne af KLF-afdelingen på Ny Carlsberg Vejens Skole
Ebbe Riis Klausen Jan Maslak
22. august 2001