-
USA's terrorkrig kommer nu - men den har været forberedt længe, siger
Dorte Grenaa, formand for Arbejderpartiet Kommunisterne. - Det er vigtigt ikke
at dukke hovedet, for vi står over for et massivt angreb på de demokratiske
rettigheder. Og der er masser at gøre for venstrekræfterne, kommunisterne
og krigsmodstanderne. Det er nu, flaget må vises.
- Begivenhederne
har udviklet sig med lynets hast siden den 11. september og der foreligger en
ny politisk situation, som kommer til at sætte sit stempel på alt,
hvad der sker i lang tid fremover. Det får gennemgribende konsekvenser også
for klassekampen i Danmark.
- Vi må holde hovedet koldt og gøre
os klart, hvad der er sket: Jeg har stadig de forfærdelige billeder fra
angrebet på WTC-bygningen på nethinden. Men jeg har også et
andet billede: krigsindustrien der danser på ruinerne af World Trade Center,
og Pentagon der hejser krigsfanen over dem.
- Krigen er her. USA's krig,
og Israels krig. Og NATO er med - med musketer-ed til USA. Paul Nyrup har reelt
overdraget dansk suverænitet til USA - og Danmark er en del af dennes terrorkrig
- og et muligt mål for terror.
- Vi ser også EU handle hurtigt:
Den militære opbygning forceres af supermagt EU, kontrollen med borgerne
udvides og beføjelserne til sikkerhedstjenesterne bliver større.
Det er militarisering og fascisering, der er på vej.
- Mogens Lykketoft
og Marianne Jelved har meddelt, at nu må de danske EU-forbehold falde. Nu
skal vi være helt og fuldt med i dette monopolprojekt.
- Der er
masser, vi kan gøre: Først og fremmest må venstrekræfterne
overalt rejse en diskussion om, hvad handler denne krig og denne situation om.
På arbejdspladserne, udannelsesstederne, i EU-kampen, i forbindelse med
kommunalvalget . . . I Norge er der taget initiativ til en appel imod en overdreven
reaktion fra USA's side og for at holde Norge og norske soldater ude af det ny
krigseventyr. Det samme er det vigtigt at skabe en fælles front om i Danmark.
- Reaktionen mobiliserer racismen som et modbydeligt våben: alle arabere
og muslimer bliver lagt for had. Det må der sejles op imod - og den konkrete
solidaritet med palæstinensernes retfærdige kamp må øges
og ikke nedtrappes. Ikke bare Afghanistan, men også Palæstina er et
direkte mål for den krig, der er sat i gang.
- Det skaber en ny situationen i kampen mod EU. Forbeholdene skal også være ofre for bomberne i New York og Washington. Situationen der bliver vanskelig: Såkaldte EU-modstandere som dansk Folkeparti går helhjertet ind for aggressionskrigen mod de arabiske lande. Sådanne kræfter må isoleres - og den brede danske befolknings EU-modstand bevares og styrkes, for i den kommende tid kommer også et afgørende slag om EU til at stå.
- Sådan vil der være konsekvenser på felt efter felt. De må gennemtænkes - og venstrefløjens og også vort partis prioriteringer må indrettes efter den ny situation. Men det vigtigste er igen - ikke at dukke hovedet. At flaget bliver vist. At vi gør noget. Tiden er inde til at organisere sig og organisere kampen.
-
Og til sidst: Hvad drejer USA's ny krig sig om? At svare rigtigt på det
er meget vigtigt. Og svaret er, at den slet ikke er ny. Den er en fortsættelse
af den politik USA har fulgt i det mindste siden 2. verdenskrig over for en hel
region i verden: Mellemøsten og en del af Asien, den arabiske verden og
de muslimske lande, fra Libyen i Vestafrika til Afghanistan mellem Rusland, Kina
og Pakistan. Og det mest grundlæggende motiv er kontrollen med olien, for
det er verdens olierigeste region, de multinationale olieselskabers vigtigste
næringskilde.
- I øvrigt er heller ikke masseterroren ny. USA
signalerede dens begyndelse i en ny periode efter fascismens nederlag med de militært
unødvendige atombomber over Hiroshima og Nagasaki, siger Dorte Grenaa.
Se
også:
"Terrorkrig
- Nej!"
Udtalelse fra Arbejderpartiet Kommunisterne APK.
Netavisen 15. september 2001