Integrationsplan er en total misvisende betegnelse for højreregeringens integrationsudspil. Udspillet handler ikke om at integrere flygtninge og indvandrere i det danske samfund, men tværtimod om, at sikre kapitalen/arbejdsgiverne rigelig mængder af løntrykkere og ekstrem billig arbejdskraft.
At det danske erhvervsliv har fået en ny ønskeregering til magten,
hersker der ingen tvivl om, heller ikke set i lyset af regeringens påståede
integrationsudspil, der efter 100 dage ved magten er blevet offentliggjort.
Når al den floromvundne propaganda om "at få integrere nye
borgere, så de kan deltage i arbejds- og samfundslivet på lige fod
med den øvrige befolkning" skrælles bort - som det, det
er: lutter tomme fraser uden reelt indhold - står det reelle indhold tilbage:
Et frontalangreb på flygtningenes og indvandrernes sociale forhold og
på løn- og arbejdsforholdene på det danske arbejdsmarked,
som alene kommer kapitalen/arbejdsgiverne til gode.
Under dække af parolen om, at "et arbejde er nøglen til succesfuld integration" skal flygtningene og indvandrerne tvinges ud på arbejdsmarkedet til rene sultelønninger - enten som gratis eller ekstremt billig arbejdskraft for arbejdsgiverne, samtidig med, at bistandshjælpen skal forringes for yderligere at motivere flygtninge og indvandrere til at tage arbejde på slavelignende vilkår.
Samtidig skal flygtninge og indvandrere belønnes, hvis de ikke ligger den danske stat til byrde, med andre ord er selvforsørgende ved at de får stillet hurtigere tildeling af dansk statsborgerskab i udsigt - måske allerede (!) efter 5 år, i stedet for de syv år, som fremover vil blive hovedregelen.
Flygtninge/indvandrere, der søger opholdtilladelse skal kunne tilbydes
ordinær beskæftigelse i op til et år på minimumslønnen
indenfor den pågældende branche, uanset, at lønnen for det
arbejde, som de skal udføre, normalt ligger væsentlig højere,
når diverse tillæg samt lokale aftaler på arbejdspladsen indregnes.
Eller tilbydes lærlingeløn i op til et år.
Eller når det skønnes, at de har svært ved at få fodfæste
på arbejdsmarkedet, tilbydes arbejdsgiverne - frit og kvit. Så skal
de tvinges i arbejde for en løn, som svarer til bistandshjælpen
og betales af det offentlige: altså sendes i tvangsaktivering for bistandshjælpen
uden faglige rettigheder overhovedet.
Asylansøgerne skal deltage i arbejdet på de asylcentre, de bor,
ellers går det udover bevillingerne til lommepenge mv. eller i praktikforløb
på lokale virksomheder, mens familiesammenførte skal indgå
bindende kontrakter om introduktonsprogrammer, der er målrettet mod uddannelse
og arbejde.
Endelig skal rammerne for at ansætte flygtninge og indvandrere, eller
som de kaldes "nye borgere", gøres friere. Med andre ord: forhindringer
for at udnytte flygtninge og indvandrere som løntrykkere og billig arbejdskraft
skal ryddes af vejen.
Introduktionsudspillet skal efter sigende skaffe 60.000 flygtninge og indvandrere i arbejde. Et af de områder, hvor man håber at få flere i arbejde, er social- og sundhedsområdet. De kommuner, der "er gode til at få de nye borgere i arbejde eller virksomhedspraktik", skal belønnes. Det statslige tilskud skal direkte afhænge af kommunernes resultater.
Det kaldes integration på arbejdsmarkedet, selvom resultatet vil være
det modsatte.. En cementering af opbygningen af det tredje arbejdsmarked, som
regeringen Nyrup stod i spidsen for. Flygtninge og indvandrere vil i yderligere
grad komme til at udgøre den laveste del af underste af UnderDanmark.
Uden nogen form for reel integration i det danske samfund som ligestillede,
nye borgere. Samt blive udnyttet som murbrækkere for sociale nedskæringer
og en ødelæggelse af løn- og arbejdsforholdene på
det danske arbejdsmarked. Det vil ramme hele den danske arbejderklasse.
Det er kulsort, arbejderfjendsk politik, så det batter
Se også
Den sorte tråd: Lavtlønsarbejdsmarked
Netavisen 7. marts 2002