I dag udnævnes en ny chef for Politiets Efterretningstjeneste. Det bliver den 37-årige kontorchef i Justitsministeriet Lars Findsen, der afløser Birgitte Stampe, som bliver ny politimester i Lyngby.
PET er i fuld gang med at forberede efterårets store topmøder i Danmark. Under EU-formandsskabet vil der blive afholdt en hel stribe af slagsen, fortrinsvis møder mellem EU's fagministre (Se den officielle mødekalender).
De to helt store begivenheder bliver EU-ASEM udenrigshandelsmødet mellem
EU-landene og 10 asiatiske lande den 5-6. september i København samt
det afsluttende topmøde den 12.-13. december i København.
Til begge dele har den internationale antiglobaliseringsbevægelse bebudet
at den vil mobilisere til international protest. Det blev bekræftet i
sluterklæringen
fra Verdens Sociale Forum II i Porto Alegre, Brasilien i februar i år.
Politiet har allerede længe været i gang med indkøb af udstyr
og træning i demonstrantbekæmpelse. Steder til indespærring
af demonstranter ved forventede masseanholdelser er fundet.
Det officielle Danmark erklærer, at man vil gerne undgå en gentagelse
af 18. maj 1993, hvor dansk politi tog forskud på nedskydning af EU-demonstranter,
da det affyrede 117 skud mod en rasende flok EU-modstandere på Sankt Hans
Torv på Nørrebro i København, der protesterede mod omafstemningen
omkring det dansk Nej til Maastricht-traktaten fra 1992.
Det blev i 2001 til en udbredt EU-praksis, da først svensk politi i Gøteborg under EU-topmødet i juni sidste år skød og kvæstede demonstranter livsfarligt, og ved G8 topmødet i Genua i juli, hvor den 23-årige Carlo Giuliani blev skudt og dræbt af skydeglad italiensk politi.
Også PET har travlt - med at overvåge aktivister og med en storstillet
skræmmekampagne i pressen, der skal advare den danske befolkning mod at
deltage i demonstrationerne, der ifølge PET vil udarte til et voldsmareridt.
På et pressemøde mandag kunne PET fortælle, at 'planlægningen
af vold og uro ved efterårets store topmøder under Danmarks EU-formandskab
i København er i fuld gang'.
Jyllands Posten citerer kriminalkommissær Flemming Götze fra PET
for følgende:
- Der foregår den samme planlægning af aktioner på dansk
grund som i de andre lande, der har haft formandskabet. De autonome og
anarkistiske miljøer i Danmark gør sig i øjeblikket klar
til at skulle være værter for demonstranter fra udlandet. Vi har
at gøre med et omrejsende cirkus af aktivister, som er meget bevidste
om at undgå, at politiet opsnapper deres planer.
Gøtze vil ikke sætte tal på, hvor mange militante aktivister,
man overvåger, men under optøjerne i Göteborg i juni sidste
år deltog ifølge PET omkring 170 militante danskere.
PET har opstillet et helt katalog over demonstranternes taktikker, demonstrationsmidler
og våben.
Jyllands Postens journalister Jesper Stein Larsen, Carsten Ellegaard og Eva
Plesner refererer følgende PET-billede af 'voldelige demonstranter':
"- De vil gerne
fremstå fredelige og sørger for at få gode billeder i medierne.
Et eksempel er, at de opfordrer hinanden til at tage ketchup, teaterblod eller
dyreblod med ved demonstrationer, så de kan sprøjte det på
sig selv, hvis de bliver anholdt eller ligger stille efter sammenstød
med politiet, siger Flemming Götze.
De militante aktivisters demonstrationer er velplanlagte og bliver gennemført
med brug af den mest moderne kommunikationsteknologi.
- Lige før og under urolighederne kommunikerer de via orienteringsmøder,
emails, mobiltelefoner og sms-beskeder, og de har ofte en eller flere kommandocentraler,
siger Flemming Götze.
Arsenalet af våben,
som kan blive brugt i København, er molotovcocktails, balloner og flasker
med ammoniak eller farlige blegemidler, brosten, asfaltslynger, slangebøsser,
marmorkugler, bolte, smørsyre, billardkugler, nødblus og voldsomme
kanonslag. Også sabotage mod politiets kommunikationsudstyr og mod byens
strømforsyning betragter PET som mulige anslag mod topmødet.
- Som noget nyt og frygtet så man under raceuroligheder i Storbritannien,
at demonstranterne brugte stjålne biler, som de kørte ind i politikæderne.
Det må vi håbe, vi ikke kommer til at se her, siger Flemming
Götze."
Så vidt PETs situationsvurdering og mikrofonholderne fra Jyllands Posten.
Den øvrige del af de borgerlige medier er indstillet på at opfylde
samme rolle som den sorte avis.
Der lægges altså op til raceuroligheder med stjålne biler
mod politiet, sabotage i stor skala, et orgie af vold på gaderne - fra
'de voldelige demonstranter'. Og det er ganske vist, for PET har overvåget,
aflyttet, infiltreret og regnet det hele ud, i samarbejde med kolleger fra EU-landene
og udenfor. Det nuværende spanske EU-formandskab har erklæret, at
hele antiglobaliseringsbevægelsen er smækfyldt
med terrorister, der bare er ude på at terrorisere. Og det vil EU
gøre noget ved.
Der kan kun drages én konklusion af PETs skræmmebilleder:
Politiet og PET lægger op til voldelige konfrontationer.
Netavisen 12. marts 2002