Højreregeringens forslag om at udbygge det tredje arbejdsmarked og sikre
arbejdsgiverne rigelig med adgang af ekstremt billig arbejdskraft uden overenskomstmæssigt
sikrede rettigheder, kaldet integrationsudspil, møder nu skarp kritik
fra jobkonsulenterne ansat under Arbejdsformidlingerne. De opfordrer regeringen
til at droppe forslagene om at indføre specielt lave ydelser for flygtninge
og indvandrere, der søger dansk statsborgerskab.
Det er simpelthen umuligt at finde reelle jobs til de mange flygtninge og indvandrere,
der tvinges til at skulle leve for en indkomst svarende til 50-70 pct af det
nuværende bistandsniveau. De almindelige jobs findes simpelthen ikke,
hvorfor flygtningene/indvandrerne tvinges til at arbejde sort for at kunne klare
sig selv - i pizzariaer, restauranter, kiosker, rengøring, osv... Der
vil opstå et nyt proletariat, mener jobkonsulenterne.
Nedsættelse af integrationsydelsen vil ikke resultere i, at flere indvandrere og flygtninge kommer i reelt arbejde, tværtimod. Antallet af flygtninge og indvandrere, som arbejder sort - uden om alle overenskomstmæssige bestemmelser om løn- og arbejdsforhold - vil eksplodere.
Det nye underproletariat uden overenskomstmæssigt bestemte løn- og arbejdsforhold vil blive udvidet kraftigt. Tilmed formanden for Forening af Socialchefer i Danmark, Ole Pass i Rødovre, advarer om, at Danmark vil få et nyt proletariat, hvis de lavere bistandsydelser til flygtninge og indvandrere indføres.
Også Foreningen til Integration af Nydanskere på Arbejdsmarkedet slår fast, at de ordinære jobs, som flygtninge og indvandrere skal anspores til at tage imod, simpelthen ikke eksisterer. Tilbage er tvangsaktivering til sultelønninger uden overenskomstmæssige rettigheder eller sort arbejde på tilsvarende betingelser - med mindre højreregeringen skulle gennemføre foranstaltninger, der kan tvinge/lokke arbejdsgiverne til at oprette ordinære arbejdspladser. Sådanne planer rumler den nye regering på ingen måde med.
Flygtningene/indvandrerne skal kynisk udnyttes som ekstrem billig arbejdskraft og løntrykkere. I den fortsatte opbygning af det tredje arbejdsmarked, som den socialdemokratiske Nyrup-regering påbegyndte - i bestræbelserne på at undergrave løn- og arbejdsforholdene på det danske arbejdsmarked.
Netavisen 13. marts 2002