Regeringens krav om, at skolerne
skal sikre hver elev i tredje og fjerde klasse en computer mødes af skarp
kritik fra både lærere og elever. Man frygter, at milliardinvesteringerne
i indkøb af computere som følge af skolernes i forvejen stramme
økonomiske forhold vil gå ud over en række andre stærkt
forsømte områder såsom indkøb af nye lærerbøger,
vedligeholdelse af skolerne mv.
Behovet for indkøb af nye almindelige
undervisningsmidler er voldsom ovenpå på års udsultning af folkeskolen
- herunder ikke mindst af nye bøger til erstatning for gamle, efterhånden
totalt nedslidte bøger. Undervisningsminister Ulla Tørnæs
bør derfor nøje overveje, hvordan computerne skal indgå i
undervisningen, og hvad børnene skal lære, før skolerne tvinges
til at bruge milliarder på indkøb af nye computere, mener Formanden
for det pædagogiske udvalg i Danmarks Lærerforening.
Med de stramme
økonomiske rammer, som regeringen har fastlagt for kommunerne, frygter
man, at en så ensidig satsning på computere simpelthen ikke vil undgå
at få alvorlige konsekvenser indenfor andre områder. Der er intet
galt i at styrke IT-undervisningen, men det må ikke ske på bekostning
af den øvrige undervisning, på vedligeholdelsen af skolerne, osv.,
advarer man.
En advarsel, der støttes af eleverne. Ifølge formanden
for Danmarks Elevorganisation bør man nøjes med at sikre alle adgang
til en computer samt opdatering af lærerne i brugen af IT. Det er ikke selve
brugen af computere og styrket undervisning i IT, man protesterer mod. Det er
udsigten til yderligere udsultning af folkeskolen i øvrigt, da man af gode
grunde frygter for, at de nødvendige midler til at opfylde regeringens
målsætninger ikke vil blive bevilget ekstra til folkeskolen.
Om
der afsættes tilstrækkeligt med midler på Finanslov 2003 til
stor indkøb samt vedligeholdelse af computere, vil regeringen ikke røbe
noget om endnu. Men lærernes formand Anni Herfort Andersen frygter, at der
igen kun vil blive tale om flotte hensigtserklæringer om kvalitetsløft
uden at pengene følger med, da skattestoppet skal som bekendt overholdes.
Helt som da regeringen senest besluttede at indføre flere undervisningstimer
uden at bevilge de nødvendige penge.
Netavisen 02. juli 2002