Udover
de generelle nedskæringer på en række miljømæssige
og sociale områder havde slagtningen af råd og nævn et andet
vigtigt mål. At komme kritikere af regeringens politik fra eksperter og
mere eller mindre folkelige bevægelser til livs.
Der var
tale om en dansk pendant til det berygtede tyske "berufsverbot", da
regeringen i forbindelse med vedtagelsen af Finansloven for 2002 slagtede en lang
række råd og nævn. Et vigtig formål med slagtningen var
at eliminere kritikere, både eksperter og repræsentanter fra folkelige
organisationer, af regeringens asociale politik. Indrømmelsen af, at der
var tale om politisk udrensning, kommer fra selveste statsminister Anders Fogh
Rasmussen.
Dengang hed det sig, at der var tale om et opgør med
bureaukratiet. Med et sandt vildnis af statslige råd og nævn og institutioner
overalt. Med organer, som ifølge højreregeringen havde udviklet
sig til smagsdommere, der fastslog hvad der var godt og rigtigt på alle
mulige området. Et eksperttyranni, der undertrykte den folkelige debat,
hævde statsministeren. Hvem, der i realiteten ønskede at kvæle
den folkelige debat og sætte sig til smagsdommer over godt og rigtigt. Det
var regeringen.
Kritiske røster overfor regeringens politik skulle
bringes til tavshed. Eller som statsministeren siger det: regeringen havde lagt
mærke til, at eksperterne (samt de folkelige repræsentanter), som
sad i de forskellige råd og nævn meget ofte var uenige med regeringens
forslag. Der var tale om en ren 68-tænkning, som der skulle gøres
op med.
Eller med statsministerens egne ord (og udtalt til et af regeringens
hoforganer, Berlingske Tidende): "Det er da ingen hemmelighed, at denne gruppe
af eksperter altid støttede venstrefløjen og altid var i opposition
til os, og det var mærkværdigt at opleve".
Altså:
Ud med de eksperter, der ikke blindt støttede regeringens synspunkter,
samt centralisering af beslutningsmagten hos ministrene. Ind med rygklapperne.
Ud fra betragtningen: Vi alene vide, hvad der er bedst for folket (eller nok rettere
kapitalen). . .
Netavisen 6. september 2002