Den nye metro i København,
der indvies i København til oktober, vil ikke føre til en bedre
kollektiv trafik for hovedstadsområdet indbyggere, hvis det står til
Hovedstadens Udviklingsråd (HUR). Rent faktisk kan de se frem til en klart
forringet kollektiv trafik.
At den nye metro ikke på længere
sigt vil medføre nogen forbedring af den kollektive trafik, hænger
sammen med drastiske nedskæringer indenfor den øvrige kollektive
trafik (på busdriften), som mere end opvejer fordelene. En række busruter
med mange passagerer vil blive erstattet af metroen - altså med andre ord
nedlagt. De nedlagte ruter vil medføre store økonomiske tab for
busselskaberne, som yderligere vil slagte en række busklinier med få
passagerer for at holde profitten oppe.
Hver tiende buspassager forventes
at ville skifte fra en bybus over til den ny metro, hvilket svarer til 30 millioner
passagerer på årsbasis eller mistede indtægter på 160
millioner kroner. Penge, der altså i stort omfang skal findes via lukningen
af såkaldte urentable ruter. Situationen forværres yderligere af HUR
har udarbejdet en såkaldt økonomisk genopretningsplan, der skal forvandle
et underskud på den kollektive trafik til et overskud.
En plan,
som betyder yderligere nedskæringer indenfor den kollektive trafik og stigende
billetpriser. For slet ikke at nævne regeringens berygtede skattestop, der
yderligere presser Københavns Amt og kommunerne i hovedstadsregionen til
nedskæringer samt forslaget om at fjerne det statslige tilskud til billetpriserne
i tog og bus.
Genopretningsplanen vil betyde nedskæringer i busdriften
på en halv million vogntimer årligt fra og med 2006, mens billetpriserne
vil stige med 6 pct. Fjernes statstilskuddet stiger priserne yderligere - med
op mod 16 pct. Metro eller ej. Den kollektive trafik vil - som helhed betragtet
- blive væsentligt dårligere og dyrere i hovedstadsområdet -
København og Frederiksberg Kommune, Frederiksborg, Roskilde og Københavns
Amt.
NOAH Trafik betegner HURs planer som rent katastrofale. Biltrafikken
vil stige voldsomt, ligesom miljøbelastningerne og ulykkestallene. Tingene
forværres af, at man vil udvide indfaldsvejene imod København, hvilket
blot vil medføre endnu mere trafikkaos og forringe bustrafikken yderligere.
Og at man vil udsætte tiltag, som kunne fremme bussernes hastighed i det
indre København, hvilket vil få flere til at tage busserne.
Netavisen 7. september 2002