Kommunsitisk Politik 13, 2004
Den socialdemokratiske valgtaktik blev en næsten fuldstændig succes. EU parlamentsvalget var en demonstration mod Fogh - og noget af en forskrækkelse for den organiserede unionsmodstand.
Med
en stemmeandel på 32,6 pct. - næsten en fordobling i forhold til EU-parlamentsvalget
i 1999 - og en stemmerekord på over 400.000 personlige stemmer til tidligere
statsminister Poul Nyrup Rasmussen blev socialdemokraterne den store triumfator
ved den danske del af EU-parlamentsvalget den 13. juni.
Triumfatoren
Danmarks
antal af parlamentsmedlemmer i det udvidede EU-parlament var sat ned fra 16 til
14. Socialdemokraterne vandt 2 mandater, mens henholdsvis regeringspartiet Venstre
og unionsmodstanderne i Junibevægelsen begge mistede 2.
Socialdemokraterne
spekulerede i to forhold i valgkampen: På denne side som det førende
parlamentariske 'oppositionsparti' at samle den udbredte utilfredshed med Fogh-regeringen
(som følge af deltagelsen i Irak-krigen og dens generelt asociale politik)
op - på den anden side at marginalisere og bekæmpe unionsmodstanden
med centrum til venstre for socialdemokratiet i de to EU-lister Junibevægelsen
og Folkebevægelsen mod EU.
Og den socialdemokratiske valgtaktik lykkedes
perfekt i begge retninger ved at ekspedere Nyrup Rasmussen til Bruxelles som triumfator.
Under halvdelen af vælgerne stemte. Den samlede valgdeltagelse var
på 47,8 pct., en tilbagegang på 2,66 pct. Det er en afspejling af
EU-parlamentets manglende folkelige legitimitet - også i Danmark. En praktisk
boykot af foretagendet.
Men også dette forhold - der fremkalder beklagelser
og kritik af 'sløve vælgere', men aldrig den fjerneste tvivl om unionsprojektet
hos tilhængerne - kunne socialdemokraterne udnytte til egen fordel.
Socialdemokraterne
har med dette valg for første gang nogensinde opnået en stemmeandel,
der ligger på højde med dets stemmeandel ved folketingsvalgene. Dermed
har det erklæret den langvarige krise, som dets pro-unionspolitik har afstedkommet
ved at dele dets vælgerbasis, for overvundet - langt om længe, efter
adskillige årtier.
En af de socialdemokratiske toppolitikere, som
blev ekspederet til Bruxelles sammen med Nyrup - tdl. fødevareminister
Henrik Dam-Kristensen - meddeler nu, at socialdemokraterne vil blive mere
kritiske i forhold til EU. Tidligere har partiet tilbageholdt sin kritik f.eks.
på miljøområdet og det sociale område af frygt for modstanderbevægelserne,
siger han, og signalerer dermed en platform for at fastholde de genfundne skeptiske
socialdemokratiske vælgere.
Taber Fogh!
De
borgerlige medier har underbetonet statsministerpartiet Venstres tilbagegang ved
valget og valgt at fokusere på tilbagegangen for modstandslisterne, som
i mandattal begge mistede lige mange.
Men elementet af protest mod Fogh-regeringen
var indlysende. Det var også 'et prøvevalg' før det kommende
folketingsvalg, som det blev udtrykt.
Det var ikke en afstraffelse af regeringen
for dets EU-politik - for den er identisk for socialdemokraterne og den nuværende
regering. De var begge enige om at holde EU ude af valgkampen - og ganske særligt
undgå diskussion om den EU-forfatning, som er lige på trapperne.
Fogh
tabte to mandater på grund af følgagtigheden over for USA og den
danske krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan. Og på grund af dens generelle
angreb på den berede befolknings levevilkår og sociale rettigheder
(som i vidt omfang er en gennemførelse af EU's politik).
Fogh og
det borgerlige kor tilbyder ikke nogen forklaring på tilbagegangen - andet
end ved at sige, at 'stemmemønstrene er anderledes ved EU-parlamentsvalg
end ved folketingsvalg'.
Men dette valg nærmede sig folketingsvalgsmønstret
- med knap halvt så mange deltagere.
Modstanderlisterne
skulle ud
Socialdemokraternes
taktiske hovedfokus var et
forsøg på at knuse de to unionsmodstanderlister - og de fik heri
massiv støtte fra de øvrige partier i folketinget, minus Enhedslisten,
som havde mange kandidater på begge de to lister (selvom de har en forskellig
grundholdning til EU).
Liste N skulle ud!
Tidligt
i valgkampen gik socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt til angreb på modstanderbevægelsene
i en artikel i Morgenavisen Jyllands-Posten:
- Det er direkte ødelæggende
for arbejdet i Parlamentet og borgernes billede af virkeligheden. Nej-bevægelserne
burde slet ikke sidde med i Parlamentet.
Helle Thorning-Schmidts udtalelse
er et plastisk udtryk for unionsfolkenes særligt indsnævrede demokratiopfattelse
- men også afslørende for den socialdemokratiske taktik.
Væk
var den traditionelle kampagne mod regeringens støtter i Dansk Folkeparti,
der har opsamlet den 'ufarlige' snævert nationalistiske højreorienterede
EU-skepsis. Det var den rene vare - EU-modstandens kerne - som skulle jages ud
af EU-parlamentet.
Og medierne fulgte denne kampagne til dørs med
et konstant bombardement af forudsigelser om EU-modstandens fald og økonomiske
konkurs. Den ene meningsmåling efter den anden udraderede især Folkebevægelsen
mod EU. Den eneste opinionsmåling, der ramte nogenlunde rigtigt - med 1
mandat til hhv. Folkebevægelsen og Junibevægelsen - var en måling
fra Sonar
i Søndagsavisen, som blev fortiet i den øvrige presse.
De
to modstanderlister har traditionelt haft omkring en fjerdel af stemmerne ved
EU-parlamentsvalget. De er blevet eroderet forskellige steder fra - ikke mindst
gennem Jens Peter Bondes splittelse af Folkebevægelsen i 1992, der førte
til Junibevægelsens dannelse.
Men også Socialistisk Folkeparti
forsøgte - og opslugte - en del af modstanderne ved i en årrække
at posere som EU-modstanderparti med Pernille Frahm i spidsen. Nu er hendes funktion
forbi, og hun er erstattet med unionisten Margrete Auken - og de SFske modstanderstemmer
gået til det socialdemokratiske Unionsprojekt.
Og fra højre
gik Dansk Folkeparti med Pia Kjærsgård i spidsen til angreb på
modstanderbevægelserne med betydeligt held. Dette har passet socialdemokraterne
fint - og derfor indstillede de kampagnen mod DF ved dette valg.
De to
'modstanderlister' J og N var nærmest forsvarsløse over for den socialdemokratiske
taktik. De blev fanget af deres generelle orientering i socialdemokratisk retning.
Derfor tabte Junibevægelsen næsten halvdelen stemmerne fra forrige
parlamentsvalg, der 'vendte tilbage' til socialdemokraterne. Deres stemmeandel
gik fra 16,1 til 9,1 pct. Folkebevægelsen mod EU gik fra 7,3 til 5,1 pct.
af stemmerne - en tilbagegang på omkring 30 pct.
Det er ikke til
at bortforklare, at der er tale om et nederlag - og en langsigtet tilbagegang
for modstanderbevægelserne. Det vil give anledning til en fornyet diskussion
om strategien både i Folkebevægelsen og i Junibevægelsen. Et
internt
opgør mod Jens Peter Bonde er allerede brudt ud i liste J, som kræver
at Junibevægelsen bekender klare kulør som det, den er: et utilsløret
tilhængerparti.
Men trods tilbagegangen og den massive kampagne mod
modstanderlisterne blev begge repræsenteret i det ny unionsparlament. Her
kiksede den socialdemokratiske taktik - trods alt. Den samlede stemmeandel er
14,2 pct. - efter at socialdemokraterne har fået 'deres stemmer' tilbage.
Den organiserede EU-modstand er kommet for at blive - også i parlamentet.
Og
på trods af tilbagegangen er det også en kendsgerning, at den kritiske
holdning til EU og modstanden mod hele unionsprojektet er uafsvækket i den
brede befolkning.
Se også
Landsresultatet
Indenrigsministeriet
Netavisen 15. juni 2004
