Af Klaus Riis
Den unødvendige nedskydning af Carlo Giuliani i Genua understreger, at den herskende elite er på en liv-og-død konfrontationskurs mod folkene.
Den 23-årige italienske anarkist blev skudt i hovedet og derefter kørt over en vogn med paramilitære carabinieri - og den nuværende antiglobaliseringsbevægelse, der som en storm har fejet over de udviklede landes storbyer, når som helst de politiske og økonomiske topledere har mødtes for at fremskynde den imperialistiske globalisering, har fået en martyr.
En martyr med et navn - i modsætning til de hundredtusindtallige anonyme
ofre for IMF, Verdensbanken, WTO, den amerikanske imperialisme, Den europæiske
Union o.s.v.
Carlo Giuliani er heller ikke den første døde i antiglobaliseringsdemonstrationerne
- i Papua Ny Guinea f.eks. blev fire studenter dræbt for en måned
siden under en protest mod IMF - men den første i de udviklede kapitalistiske
lande.
Derfor er chokket så kraftigt her - en dødelig understregning af alvoren. Og derfor vil hans navn blive husket af en ung generation, der hurtigt taber illusionerne til det borgerlige demokrati, der med blod på hænderne og i gaderne sikrer og befæster monopolernes globale magt. Og som indser at 'ytringsfrihed', 'menneskerettigheder' og 'demokrati' i de herskendes mund blot er tomme talemåder.
I Gøteborg blev skydevåben anvendt mod demonstranterne. Dengang talte man om at politiet skulle udrustes med tåregas og vandkanoner, så var skydevåbnene unødvendige. I Genua er der brugt tåregas, vandkanoner, knipler, politi, paramilitære carabinieri, tilmed soldater og raketter er på plads i en by i undtagelsestilstand: der blev skudt for at dræbe!
Men man kan ikke dræbe antiglobaliseringsbevægelsen - fordi man kan ikke dræbe en ungdom, der har rejst sig globalt. Og fordi det ikke bare ungdommens, men arbejdernes og folkenes stadig kraftigere protest mod imperialismen og dens medfølgende nød og elendighed i massemålestok. Mere end en tredjedel af klodens beboere lever for mindre end 2 dollars om dagen - og bliver stadig mere forarmede.
Kapitalismens krise uddybes på alle felter. Den økonomiske verdenskrise forstærkes dag for dag, og i land efter land rejser arbejderne og folkene sig mod imperialismens og nyliberalismens diktater. Nyliberalismens løfter om social fremgang er afsløret som humbug, som demagogi over en forstærket udbytning til gavn for multimillionærerne.
At der så stadig er store illusioner, som også næres af nogle af arrangørerne af de store protester, om muligheden af dialog med magthaverne og om muligheden af at reformere et råddent økonomisk og politisk system, der kun kan ændres ad revolutionær vej, er så en anden sag. Selve udviklingen af protestbevægelsen og den massive undertrykkelse med vold banker illusionerne væk. Og hverken bank, arrestationer, hårde fængselsstraffe eller skud vil kunne skræmme protesterne til ophør.
At den anarkistiske modvold i gaderne også er perspektivløs, vil også blive erkendt af den brede bevægelse, der i sidste ende kun kan drage en konklusion: at en antiimperialistisk, demokratisk og socialistisk revolution er nødvendigt, baseret på arbejderklassen og folkene, på flertallet af befolkningerne, og med den nuværende ungdom i front.
På de bonede gulve i Genua bekræftede G8-lederne hinanden i den førte politik og besluttede at forstærke den. Der er de virkelige mordere - med blod på hænderne, der drypper i de fattigste gyder i verden.
Netavisen 21. juli 2001
